Annonce
Badminton

Viktor Axelsen kan gå glip af VM og OL

Den danske badmintonstjerne vil muligvis bryde med forbundet.

Hvis Viktor Axelsen vælger at bryde med Badminton Danmark, er der en chance for, at han ikke kommer til at stille op for Danmark til VM og OL. Foto: Mark Schiefelbein/ AP

Viktor Axelsen vil stå alene. Den 24-årige badmintonspiller har længe gået med tanker om at stå på egne ben. Også selv om det kan koste ham deltagelse til VM og OL. Sådan lød det fra Axelsen i et interview med DR onsdag.

»Forbundene i alle lande har meget magt, og de bestemmer, om man er med til eksempelvis VM. Forbundet har i princippet magten til at lukke ned for din deltagelse, og det skal man være villig til at se i øjnene, hvis man vælger at bryde ud,« udtaler Viktor Axelsen til DR.

Det vil uden tvivl være et kæmpe minus for træningsmiljøet i Brøndby, hvis den absolut bedste spiller ikke er der.
Michael Andersen, tidligere direktør i Team Danmark

Michael Andersen, forhenværende direktør i Team Danmark, er ikke i tvivl om, at det kan blive en realitet, at Viktor Axelsen bryder med Badminton Danmark og dermed går glip af VM og OL, da det ikke er der, Axelsen kan hente de store beløb.

»Det største for mange atleter er at komme til VM og især OL. Men Viktor har været både til OL og VM, og han har vundet en OL-medalje og to VM-medaljer, så det har han prøvet og bevist, at han kan. I hans tilfælde er det absolut realistisk, at han kan fravælge VM og OL. Pengene ligger ikke i OL eller VM. Langt de største beløb ligger i Superserien,« siger Michael Andersen.

Badminton Danmark er på nuværende tidspunkt i forhandlinger med spillerne, og de to parter skal være kommet til enighed d. 20. november, når den nuværende aftale udløber. Forbundet opsagde aftalen for sit eliteprogram d. 1. september, og for at spillerne kan spille for det danske landshold, skal der være en ny aftale på plads inden udgangen af november.

Opbrud i dansk badminton: Flere makkerskaber opløses

Michael Andersen er heller ikke i tvivl om, at Viktor Axelsen vil kunne gennemføre et brud med forbundet på egen hånd.

»Viktor har et sportsligt niveau, der tillader det. Det er ikke alle, der kan gøre det. Man skal være blandt de allerbedste i verden. Men det vil uden tvivl være et kæmpe minus for træningsmiljøet i Brøndby, hvis den absolut bedste spiller ikke er der,« siger han.

Badminton Danmark har ikke ønsket at udtale sig vedrørende de enkelte spilleres udtalelser til forhandlingerne eller på indholdet i forhandlingerne. Viktor Axelsen har grundet træning og en presset kalender ikke haft mulighed for at udtale sig.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her