Annonce
Badminton

Japansk gambler vinder VM-guld i badminton

Kento Momota vandt overbevisende VM-finalen over det kinesiske hjemmebanehåb Shi Yuqi.

Kento Momota er ny verdensmester i badminton på herresiden.

Den 23-årige japaner sikrede sig karrierens første VM-guldmedalje søndag eftermiddag dansk tid, da han på "udebane" i kinesiske Nanjing slog hjemmebanehåbet Shi Yuqi i to sæt.

Momota vandt i løbet af 49 minutter med de klare cifre 21-11, 21-13.

Dermed fuldendte Momota comebacket til verdenstoppen, efter at han fra 2016 til 2017 i et år var udelukket fra badminton på højeste niveau af Japans landshold efter en dom for ulovlig gambling i Japan.

Da Momota for rullende kameraer modtog karantænen i april 2016, var han helt grådkvalt. Da han søndag vandt matchbolden i VM-finalen på en netruller, var han anderledes fattet.

Jubelscenen var afdæmpet og behersket, da der ikke var tale om en forløsning efter et drama.

Dertil var han for overlegen mod Shi Yuqi, der som nummer tre på verdensranglisten ellers var rangeret fire pladser højere end den nykårede verdensmester.

Tidligere i turneringen var Momota ellers i problemer, da han mødte Anders Antonsen i tredje runde. Japaneren måtte bruge tre sæt på at slå den unge dansker.

Før herrernes VM-finale blev damefinalen afgjort efter spansk dominans, så Carolina Marín nu er forsvarende europamester, verdensmester og olympiske mester.

Efter et jævnbyrdigt første sæt, som Carolina Marín vandt 21-19, var hun anderledes overlegen i andet sæt mod inderen Pusarla Sindhu.

Spanieren brugte kun få minutter på at bringe sig foran 11-2, og så var det ren formalitet at vinde sættet og dermed VM-guldet med 21-10.

Det er tredje gang, at den 25-årige spanier vinder verdensmesterskabet. Medaljesamlingen tæller også olympisk guld fra OL i Rio samt fire EM-guldmedaljer.

Damedoublefinalen blev vundet af 11.-seedede Mayu Matsumoto og Wakana Nagahra med 19-21, 21-19, 22-20 efter mere end halvanden times intens badminton mod andenseedede Yuki Fukushima og Sayaka Hirota.

Mixeddoublefinalen blev vundet af Zheng Siwei og Huang Yaqiong, der i to sæt besejrede Wang Yilyu og Huang Dongping med 21-17, 21-19.

I herredouble kan Li Junhui og Liu Yuchen nu kalde sig verdensmestre, efter at den kinesiske duo slog japanske Takeshi Kamura og Keigo Sonoda med 21-12, 21-19.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her