*

Badminton

Tragiske minder holder danske doublestjerner fra EM

Mogensen og Boe dropper EM, da Mogensen var ved at miste livet samme sted i Rusland for to år siden.

Når Danmark til februar drager til Rusland for at forsvare sit EM-guld i badminton for herre- og damehold, så bliver det uden herredoublen Carsten Mogensen og Mathias Boe.

Udeblivelsen skyldes tragiske minder fra EM for to år siden, fortæller landstræner Kenneth Jonassen.

- Vi må ikke glemme, at det snart er to år siden i netop Kazan, at Carsten Mogensen oplevede den aneurisme, der bristede i hjernen på ham.

- Og vi har vurderet, at der ikke er noget positivt i at sende ham tilbage og bo på det samme hotel, som han jo har en del dårlige minder fra. Det ønsker vi ikke.

For to år siden ved EM i Kazan bristede en udposning på en blodåre i hjernen på Carsten Mogensen, og han faldt om på hotellet. Danskeren var i overhængende livsfare og blev reddet af en hasteoperation.

Spillerne og landstræneren er enige om beslutningen, fortæller landstræneren.

- De (Mogensen og Boe, red.) synes heller ikke, at det ville være fedt at skulle derover igen. Så vi lytter selvfølgelig til spillerne, siger Jonassen.

- Men vi har også den sportslige del af det, der skal opfyldes, og der mener vi, at vi er tilfredse med det hold, vi har, og det er godt nok til at vinde dette mesterskab.

Blandt spillerne, der skal forsvare de danske farver er Anders Antonsen, Rasmus Gemke, Jan Ø. Jørgensen, Mads Conrad-Petersen og Mathias Christiansen på herresiden.

På damesiden kan nævnes Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Line Kjærsfeldt og Sara Thygesen.

Verdensmester Viktor Axelsen deltager som udgangspunkt heller ikke i EM, da han fokuserer på All England i marts.

Danmark er forsvarende europamester både for herre- og damehold, og begge danske hold er topseedede.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Årets sportsnavn 2017
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her