Muskelkrig venter i NFL

Lørdag aftens slutspilskamp i NFL mellem favoritterne fra Tennessee Titans og holdet i form fra Baltimore Ravens bliver den fysisk hårdeste kamp i hele denne sæson.

I en testosteronfyldt mandeverden som NFL er en af spillerne fra Tennessee Titans ikke i tvivl om, hvilken kamp det bliver: »Vi skal slide dem ned. Sådan en slags opgør, hvor man bør lægge kvinderne og børnene i seng,« sagde Jevon Kearse fra Tennessee Titans lettere sarkastisk til NFL.com før aftenens kamp.



Baltimore Ravens er lige nu det bedste forsvar i ligaen, mens Tennessee Titans får deres vigtigste forsvarsspiller Albert Haynesworth tilbage fra en knæskade. Han er en 160 kilo tung forsvarsspiller med speciale i at forårsage smerte på modstanderne og er ligaens bedste defensive tackle.



»Det bliver den mest fysiske kamp, vi har spillet, og den mest fysiske de har spillet. Det kommer til at dreje sig om ”last man standing”, og det er, hvad slutspillet handler om,« understreger Titans-træner, Jeff Fisher, til NFL.com.



Han er en mesterstrateg og den træner i NFL, som har været ansat i længst tid. 15 år er gået, og mere end 100 trænere er kommet og gået i ligaen, siden Fisher tog over i 1994.



Han vil med sin strategi uden tvivl sætte Baltimore Ravens' quarterback og førsteårsspiller Joey Flacco under et voldsomt pres, og en af nøglerne til at vinde kampen bliver, om Flacco kan undvige presset fra Tennessees forsvar.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen