Topholdet Herning besejrede Herlev på straffeslag
Der skulle straffeslag til, før det lykkedes Herning Blue Fox at besejre Herlev Eagles på egen is.
Ishockeyholdet Herning Blue Fox kunne torsdag aften stryge forbi Aalborg Pirates i toppen af ligaen med en sejr på egen is over Herlev Eagles.
Sådan gik det dog ikke helt.
Ganske vist endte Herning Blue Fox med en sejr på 7-6, men der skulle både overtid og straffeslag til for at sikre sejren.
Derfor kunne midtjyderne sætte to point ind på kontoen i stedet for de maksimale tre, mens Herlev snuppede et enkelt.
Det skortede generelt ikke på spænding og underholdning i opgøret, som Kvik Hockey Arena dannede ramme om.
Herning førte henholdsvis 2-1 og 5-4 over sjællænderne efter de to første perioder, men efter scoringer af Alexander Lindqvist-Hansen og Anton Johansson lurede overraskelsen pludselig.
Med fem minutter igen reddede Thomas Vilstrup Andersen værterne med sit mål til 6-6, der sendte opgøret ud i overtid.
Her blev der ikke fundet en vinder, og dermed blev det hele afgjort i straffeslag, hvor Thomas Vilstrup Andersen endnu en gang blev helten, da han som den eneste fik pucken i mål.
Herning har ligesom Aalborg 40 point i toppen, mens Herlevs 24 point foreløbig rækker til en sjetteplads.
/ritzau/