Annonce
Anden sport

Nicki Pedersen blev skubbet ud af grandprix i Polen

Nicki Pedersen fik et skub efter et dramatisk heat, og danskeren endte med seks point i grandprixet i Gorzow.

Nicki Pedersen formåede ikke at følge op på sin sejr fra det seneste grandprix, da speedwaykøreren lørdag aften kørte sæsonens syvende grandprix i Gorzow i Polen.

Den 41-årige dansker måtte nøjes med at score seks point i fem starter, og det var ikke nok til at gå videre til semifinalerne.

Nicki Pedersen røg ind i et regulært drama i forbindelse med heat 16, hvor han endte på tredjepladsen.

Danskeren kæmpede undervejs i heatet en heftig kamp mod Maciej Janowski om andenpladsen.

Polakken mente, at Nicki Pedersen kørte for hårdt, i hvert fald viste han danskeren fingeren under heatet.

Dramatikken fortsatte efter heatet, da kombattanterne var på vej ud i ryttergården.

En person skubbede tilsyneladende til Nicki Pedersens cykel, så danskeren kørte ind i Maciej Janowski.

Danskeren forsøgte at bedyre sin uskyld, men indkasserede et meget hårdt skub fra en anden person.

Med balladen fik Nicki Pedersen det polske publikum på nakken, inden han umiddelbart efter skulle i aktion i heat 17 fra den sædvanligvis lidet attraktive bane tre.

Det skete i et eksplosivt heat mod tre andre med VM-titler på cv'et, australske Jason Doyle, briten Tai Woffinden og amerikaneren Greg Hancock.

De fire kørere havde tilsammen vundet ti VM-titler.

Nicki Pedersen, der vandt VM-titlen i 2003, 2007 og 2008, kom slet ikke i mål i heatet og sluttede altså med seks point og uden en heatsejr.

Danskeren vandt for to uger siden grandprixet i Målilla i Sverige.

Det var hans første grandprixsejr i knap tre år.

Nicki Pedersen har de seneste sæsoner døjet med både manglende form og alvorlige skader, som har truet med at sætte en stopper for hans karriere.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce
Punjab skiller sig ud i Indien: Her kan man godt lide alkohol og kød i maden
Nye visumregler har gjort Indien mere tilgængeligt, og 1. oktober har Air India etårs jubilæum på deres direkte flyvning mellem København og Delhi. Herfra kan man rejse til Punjab ved den pakistanske grænse. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her