Fortsæt til indhold
Sport

Wozniacki: Jeg har aldrig været bedre

Caroline Wozniacki møder Venus Williams i sæsonfinalen for verdens bedste kvindelige tennisspillere.

Jan Lund, Jyllands-Postens korrespondent

SINGAPORE — I et neglebidende drama spillede Caroline Wozniacki sig frem til karrierens anden finale i sæsonafslutningen for verdens bedste kvindelige tennisspillere. Her møder hun Venus Williams, som hun aldrig har besejret.

Især første sæt af semifinalen mod tjekkiske Karolina Pliskova blev en voldsom tur i rutsjebanen. Med fremragende tennis på et højt niveau. Som Wozniacki slog fast efter at have fået pusten ovenpå det næsten to timer lange drama:

»Jeg tror aldrig, jeg har været bedre.«

Det var også nødvendigt for at overkvinde Pliskova, som aldrig gav op og gang på gang hev vinderslag ud af ketsjeren på kritiske tidspunkter.

Jeg har spillet masser af finaler i min karriere. Det er ikke noget nyt. Jeg går bare ind på banen og nyder det.
Caroline Wozniacki

Begge spillere smed sætpoint væk i det 83 minutter lange første sæt, og dramaet kulminerede, da Wozniacki smed en 6-1 føring væk i tie-breakeren og måtte tale vredt til sig selv:

»Pludselig var det 6-2, 6-3, 6-4 – og jeg sagde: Det her er ikke sjovt længere. Nu må det slutte. Ved 6-6 var jeg parat til at slå mig selv ihjel. Det var bare ikke sjovt. Men så begyndte jeg at tænke på, at jeg allerede burde have tabt sættet, så det bare var en bonus … Jeg snakkede rigtig meget med mig selv på det tidspunkt.«

Pliskova fik yderligere et par sætbolde, men til sidst sluttede rutsjeturen med, at Wozniacki tog sættet med 11-9 i tiebreak. Det danske es åbnede andet sæt med at tabe sin egen serv, men kunne danse jublende op til nettet med armene i vejret efter at have forvandlet 3-3 til 6-3 og en samlet sejr på 7-6 (11-9), 6-3.

Det er femte gang på otte år, hun er med i det fornemme selskab af verdens otte bedste tenniskvinder, der sætter punktum for sæsonen. Realiteterne er, at hun nu som 27-årig er en af veteranerne på touren. Med op- og nedture, men tæt på toppen efter en fremragende sæson efter et par stille år. Kulminationen i Singapore kommer efter at have slået tre af de fire bedste på verdensranglisten, inklusive verdensetteren Simona Halep.

Caroline Wozniacki jublede, men talte også hårdt til sig selv under semifinalen mod Karolina Pliskova. Foto: Yong Teck Lim/AP

Én gang tidligere har hun været i finalen. Det var i 2010 i Doha, da hun tabte til Belgiens daværende topstjerne Kim Clijsters. Dengang var omstændighederne helt anderledes. Unge Wozniacki var nummer et på verdensranglisten og topseedet. Nu kommer hun bagfra, seedet som nummer seks efter at være stormet op ad ranglisterne i kraft af en række store resultater i efteråret.

Forskellen på dengang hun var verdens bedste og nu?

»Der er sket rigtig meget på de syv år. Jeg var en helt anden spiller. Jeg har opnået en masse og fået mere erfaring, er teknisk bedre og har udviklet mig spillemæssigt. Lidt af det hele. Det er man simpelthen nødt til. Alle forbedrer sig, spillet går hurtigere, der er mere power på. Folk ser også dit spil, så man skal hele tiden forbedre sig og være et skridt foran,« forklarer Wozniacki, som vurderer, at hun er meget bedre nu, end dengang hun toppede verdensranglisten i 67 uger i træk.

Hun er nu kun en enkelt sejr fra karrierens største triumf, men har allerede leveret en præstation, som gør hende glad og stolt uanset udfaldet:

»Det har været en rigtig god uge. Jeg er rigtig stolt. Jeg har spillet noget rigtig god tennis. Første sæt var nok det bedste, vi har spillet hele ugen, så jeg er især stolt af denne kamp i dag. Kvaliteten var virkelig høj. Det var nervepirrende, det var godt for tennissen og publikum derhjemme. Men måske ikke hele tiden så sjovt for os på banen.«

Hun går ud til finalen uden nerver:

»Jeg har spillet masser af finaler i min karriere. Det er ikke noget nyt. Jeg går bare ind på banen og nyder det. Jeg har mødt store spillere i denne uge og finalen bliver en ny stor kamp.«

Med sejren over Pliskova sørgede Wozniacki for at Halep, som hun slog sikkert i to sæt tidligere på ugen, slutter som nummer et på verdensranglisten. Syv af de otte finalister kunne være kommet ud på toppen anno 2017, hvis resultaterne havde flasket sig for dem, deriblandt Wozniacki. Nu kan hun højst slutte som nummer tre.

Men jagten på førstepladsen er gået ind. Med Serena Williams på barselsorlov er banen åben, illustreret af Wozniackis resultater i Singapore og den kendsgerning, at de fire grand slam turneringer i 2017 er vundet af fire forskellige spillere.