Landsholdskeeper nomineret til fornem pris
Jonas Lössl er efter sine tre første kampe i den engelske Premier League blevet nomineret til månedens spiller i august.
Tre kampe og ikke en eneste gang har Jonas Lössl måttet fiske bolden ud af nettet bag ham.
Jonas Lössl har sammen med sin nye klub Huddersfield fået en fremragende start på tilværelsen i Premier League.
Det nyoprykkede hold fra det nordlige England har fået syv ud af ni mulige point, og særligt holdets defensiv har imponeret.
Nu er klubbens danske målmand Jonas Lössl blevet nomineret til august måneds bedste spiller i Premier League.
Jonas Lössl er nomineret sammen med navne som Romelu Lukaku fra Manchester United, Sadio Mané fra Liverpool og Alvaro Morata fra Chelsea.
Du kan se resten af de nominerede og stemme på din favorit her.
Tidligere er Christian Eriksen og Kasper Schmeichel også blevet nomineret uden dog at få prisen tildelt.
28-årige Jonas Lössl er i denne sæson udlejet til Huddersfield fra tyske Mainz. Jonas Lössl har dog i flere interview givet udtryk for, at han håber på at kunne blive i det engelske.