Smilende Magnussen om Formel 1 i København: »Det er næsten for godt til at være sandt«

Kevin Magnussen kender ikke detaljerne fra det københavnske bud om at afholde et Formel 1-løb.

Artiklens øverste billede
Kevin Magnussen glæder sig over sandsynligheden for at få Formel 1 til København. Foto: Ronald Zak/AP

SPIELBERG

Kevin Magnussen lyser op i et smil ved tanken om at køre et Formel 1-race i København.

»Det er fedt. Det er næsten for godt til at være sandt, og jeg gælder mig til at høre, hvad udviklingen er i det,« siger Kevin Magnussen til Jyllands-Posten.

Sagen er den, at et konsortium med den tidligere videnskabsminister Helge Sander og rigmanden Lars Seier Christensen i spidsen forsøger at få et Formel 1-grandprix til København.

Hvis planerne falder i hak, skal der køres i de københavnske gader fra 2020 og tre-fem år frem.

»Der var rygter, men jeg vidste ikke, at det var så langt fremme, så jeg ved meget lidt om det. Jeg har kun hørt om det gennem journalister, men jeg ved ingenting om det. Jeg har ikke været indblandet i det,« siger Kevin Magnussen.

Gruppen af initiativtagere vil endnu ikke afsløre, hvor i København at løbet skal køres, men planen er, at der skal køres forbi Christiansborg, og en rute forbi Kløvermarken har været nævnt.

Kevin Magnussen er opvokset i Roskilde, men ville glæde sig over, at kunne race igennem Københavns gader uanset, hvor det banen ville blive sat op.

»Jeg håber mega meget, at det kommer, for det kunne være sindssygt fedt,« siger han.

Prisen for at afholde et grandprix ligger omkring 300 mio. kr. pr. stk.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen