Fortsæt til indhold
Sport

Dansk tiger er ny juniorverdensmester i boksning

Jonas "Tiger" Madsen fra Aarhus erobrede lørdag aften en VM-titel ved Danish Fight Night-stævne i Aarhus.

JP/Ritzau

Den 22-årige danske bokser Jonas "Tiger" Madsen, kan kalde sig juniorverdensmester, efter han lørdag aften på hjemmebane i Aarhus slog mexicaneren Mario Baeza i en kamp om juniorverdensmesterskabet hos bokseforbundet International Boxing Federation (IBF).

Bokserne måtte gå alle kampens ti omgange, inden dommerne gav danskeren sejren på point. 95-93, 96-93 og 97-92 lød dommernes pointfordeling.

Det var danskerens tiende kamp som professionel, og det var hans første titelkamp, så han var meget glad og tilfreds efter kampen.

- Jeg blev presset meget, især i en enkelt omgang. Men det er godt at vide, at jeg kan stå imod det, siger Jonas Madsen til Århus Stiftstidende efter kampen.

- Men jeg er rigtig godt tilfreds med min præstation. Den blev kæmpet hjem.

Kampen er en del af Danish Fight Night-stævnet i Aarhus, et stævne der bliver arrangeret af den mangeårige promotor Mogens Palle og eksbokseren Brian Nielsen.

I aftenens hovedkamp pointbesejrede den 45-årige Lolenga Mock fra Aarhus englænderen Luke Blackledge, som for nogle år siden stoppede ekseuropamesteren Mads Larsens karriere.

Lolenga Mock er nu den bedst rangerede dansker i super mellemvægt - fire pladser bedre end Patrick Nielsen - ifølge BoxRec's anerkendte computerrangliste.

I alt otte kampe var på programmet ved lørdagens stævne. De danske boksere Ali Mohamed, Enock Poulsen, Ditlev Rossing, Pierre Madsen Sarah Mahfoud var også i ringen, hvor de alle tog en sejr.

Til gengæld blev Sorø-bokseren Daniel Heinze noteret for et nederlag på point i sin rematch mod den ubesejrede schweizer Bruno Tavarez.