Fortsæt til indhold
Sport

Nicolai Jørgensen vil være landsholdets førsteangriber

En fænomenal første sæson i Feyenoord har flyttet Nicolai Jørgensen op på en højere hylde i fodbold-Europa.

Han ser simpelthen anderledes ud, når han trasker de 300 meter rundt om Brøndby Stadion i en halvbue og ned til bane 4 sammen med sine landsholdskolleger. Den lidt ranglede og for ofte skadede Nicolai Jørgensen fra Leverkusen, Kaiserslautern og den første FCK-tid er væk.

Jeg føler, at jeg med min sæson har positioneret mig godt til at blive førsteangriber på landsholdet.
Nicolai Jørgensen, fodboldspiller

Nu ligner han en, man slår sig på. Brystet er pumpet og fremskudt, de 190 centimeter strakt helt ud, og læggene nogle man lægger mærke til. Selv som mandlig landsholdsreporter. Ligesom Nicolai Jørgensens fysik er selve fodboldspilleren rykket en hylde op i fodbold-Europa denne sæson. Måske endda to. Det første år i hollandske Feyenoord bød på klubbens første mesterskab i 18 år, en plads i næste sæsons Champions League og en titel som Æresdivisionens topscorer med 21 mål i 32 kampe.

Nu vil Nicolai Jørgensen foretage samme ”hylde-hop” på det danske landshold, hvor det indtil nu er blevet til seks mål i 22 kampe.

»Jeg føler, at jeg med min sæson har positioneret mig godt til at blive førsteangriber på landsholdet. Jeg ser en god chance for det og har tænkt mig at tage den,« siger Nicolai Jørgensen.

Mange Hareide-varianter

En ambition, der virker mulig at gøre til virkelighed. Ingen af landets angribere har nemlig formået at bide sig fast som stensikkert valg i Åge Hareides startopstilling. Landstræneren har både brugt Viktor Fischer, Yussuf Poulsen, Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen selv fra start i de fem hidtidige VM-kvalifikationskampe. Kun Andreas Cornelius har prøvet at starte inde og score i samme kamp i den angribergruppe, som det skete mod Kasakhstan i Parken. Alligevel virker netop angriberpositionerne som nogle af de stærkeste p.t. på det danske landshold, når man kigger på spillernes klubsæsoner og ikke mindst inddrager Kasper Dolberg. Sådan ser Nicolai Jørgensen også på det.

»Der er mange, som har gjort det rigtig godt individuelt det seneste år. Yussuf skal spille Champions League med Leipzig, og Dolberg har fået et stort gennembrud. Nu er det tid til, at vi får sat tingene sammen på landsholdet også, så vi kan komme til VM. Det håber og forventer jeg af mig selv, at jeg kan gå forrest med mål, for at det kommer til at ske,« siger Nicolai Jørgensen.

Allerede eftertragtet

Da han skulle videre fra FCK op til sommeren 2016, gik snakken i og omkring klubben på, at landsholdsangriberen havde svært ved at beslutte sig for, hvor han skulle skifte hen. Noget, der gør den hurtige succes i Feyenoord endnu sødere.

»I sidste ende handlede det om at få chancen for at vinde noget. Det synes jeg er megafedt. Jeg ville ikke til en midterklub i en større liga. Jeg vil gerne spille med om guldet i det niveau, som jeg kan. Nu vandt vi og skal spille Champions League. Jeg kom ind som en, der skulle spille, og at jeg endte med så godt et valg, har virkelig været godt for min udvikling,« siger Nicolai Jørgensen.

Udviklingen i det første Feyenoord-år var faktisk så god, at Jørgensen allerede denne sommer bliver rygtet til endnu større europæiske klubber. Selv har han dog tidligere sagt, at han bliver i den hollandske mesterklub i næste sæson også.

»Jeg er blevet endnu bedre til at være helt klar til kamp og skabe mål, assists eller farlige situationer for mit hold i næsten hver kamp. Det har været et af de store plusser for mig ved at komme til Feyenoord, og det håber jeg, at jeg kan udvikle endnu mere i næste sæson,« siger han.