Svømmechef om Lotte Friis: »Hun har haft enorm betydning for dansk svømning«
»Hun har haft enormt stor betydning for dansk svømning,« siger svømmeunionens elitechef
»En markant dag for dansk svømning.«
Sådan beskriver Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach en på andre måder normal tirsdag i april oven på nyheden om, at Lotte Friis har valgt at indstille sin karriere med øjeblikkelig virkning.
Hun kan se tilbage på en karriere, som ikke mange atleter når at opleveDansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach.
»Der er ingen tvivl om, at når man kigger på hendes karriere og opnåede resultater, så har har hun haft enormt stor betydning for dansk svømning. Hun har været med hele vejen og gennem 10 år vist, at hun kunne holde sig på toppen i en utrolig hård sportslig disciplin som langdistancesvømning. Det har haft utroligt stor betydning, at hun har investeret så meget i sporten,« siger Lars Green Bach videre.
Lotte Friis’ karriere på seniorniveau startede allerede i 2004, hvor hun vandt sølv ved EM på kortbane i 800 meter fri. Det næste mange år nåede Lotte Friis konstant nye højder med guld på samme distance tre år senere, OL-bronze på distancen i 2008 og en lind strøm af EM- og VM-medaljer såsom VM-guld i 2011 på 1500 fri på langbane.
Især OL-guldet husker Lars Green Bach som et højdepunkt i Friis’ karriere:
»OL-bronzen er en ekstremt stor præstation. Ikke bare for Lotte selv, men for dansk svømning som den første danske OL-medalje i svømning i 20 år. Det er klart, at den medaljes betydning strækker sig længere end selve resultatet. Det er også måden, som hun svømmede på og forfulgte den mulighed, hun havde, og blev den bedste i den gruppe, hun kæmpede om bronzen mod.«
I og med at Lotte Friis stopper karrieren nu, når hun ikke med til EM på hjemmebane i København til december. En begivenhed hun ellers havde udtalt, hun ville deltage i.
Lars Green Bach er dog ikke skuffet over, at Danmark må undvære Friis til december.
»Det vigtigste er, at svømmerne kan se sig selv i det og har motivationen til at være med. Jeg har også respekt for, at hun har traf beslutningen om, kun at ville være med, hvis det var på det niveau, som vi kender hende bedst fra. For hvis hun ikke har energien, bliver det heller ikke en god oplevelse at være med,« siger Lars Green Bach inden han igen fremhæver hendes betydning for dansk svømning som det første danske verdensnavn i mange år:
»Det havde stor betydning, at hun viste, man godt kan være med, selvom man kommer fra lille Danmark - vi kan godt svømme og præstere på verdensklasseniveau og vinde medaljer ved VM og OL. Det har Lotte været et fantastisk eksempel på med benhårdt arbejde. At have en, der bryder glasloftet, og kan gå fra at svømme semifinaler til finaler og til medaljer - det har betydet meget. Hun kan se tilbage på en karriere, som ikke mange atleter når at opleve.«