Fortsæt til indhold
Sport

VM-skiløber tilbageholdt i fem dage i Paris

Venezuelaner blev tilbageholdt i Paris på vejen til VM i langrend i Finland.

»Nå, du kommer fra Venezuela og skal til VM i langrend i Finland med kun 20 Euro på lommen. Men der findes jo ikke sne i Venezuela.«

Sådan lød det, da Adrian Solano, 22-årig langrendsløber fra Venezuela, mellemlandede i Paris på vej til VM i Lahti i Finland, et VM-stævne, der indledes på torsdag.

Myndighederne i Paris troede ikke på Adrian Solano, som hverken havde kreditkort eller en større sum penge på sig. De mistænkte ham for at være narkosmugler eller mulig terrorist. Efter endt afhøring blev han sendt tilbage til Sydamerika og kunne glemme drømmen om at stille op ved VM.

»Myndighederne grinede bare, da han sagde, han var skiløber. De troede, at han smuglede narkotika, bare fordi han er fra Venezuela og er mørk i huden. De undersøgte hans krop for at finde narkotika og spurgte ham, om han var terrorist,« siger Solanos holdkammerat César Baena ifølge den svenske avis Expressen.

Solano havde ikke råd til at foretage endnu en rejse til Finland, men oppe i Lahti kom der gang i en indsamlingskampagne sat i værk af den lokale tv- og sportsprofil Aleksi Valavuori, skirver Yle fra Finland.

I fem dag sad Solano fast i Paris, inden han fik assistance fra den venezuelanske ambassade.

Onsdag skulle Solano efter planen stille op i kvalifikationsløbet på 15 km klassisk distance for de langrendsløbere, der ikke har samlet tilstrækkeligt med point op i FIS, det internationale skiforbunds regi, til at deltage i VM-feltet.

Artiklens emner