Sport

Fra koma til verdensmesterskab

Årets Sportsnavn 2014: Camilla Pedersen var tæt på at dø, men kæmpede sig tilbage til livet og tilværelsen som triatlet.

Camilla Pedersen under Frankfurt Ironman i 2014. Foto: Arne Dedert/AP

Den danske triatlet Camilla Pedersen står bag sportsgrenens formentlig største succeshistorie. Hun formåede nemlig at gøre det, de færreste troede var muligt: at gå fra koma til et verdensmesterskab på blot et år.

Under en træningstur på cykel i september 2013 kom Camilla Pedersen slemt til skade, da hun styrtede, hvilket resulterede i kraniebrud, kritiske indre blødninger omkring hjernen, brækkede knogler og kunstig koma for esbjergenseren.

Kort forinden havde hun vundet EM på ironmandistancen i Frankfurt og kvalificeret sig til ironmanstævnet på Hawaii, triatlonsportens mest prestigefyldte mesterskab, der skulle finde sted i oktober 2013.

Da Camilla Pedersen blev vækket efter 19 dage i koma, lød dommen, at der ventede hende et liv i kørestol. Men med tålmodighed, intens træning og en vilje af stål lykkedes det dog triatleten at komme tilbage på benene. Tilbage til livet.

Imponerende bedrift

Et år efter ulykken klarede Camilla Pedersen 4 km svømning, 120 km cykling og 20 km løb på 5 timer, 43 minutter og 31 sekunder og vandt dermed guld ved VM på langdistance i Kina. En imponerende bedrift, de færreste havde set komme.

»Den største sejr for mig den dag var, at jeg var tilbage. At jeg så også vandt guld, gjorde det bare endnu mere utroligt,« har Camilla Pedersen efterfølgende sagt om sin VM-triumf.

Foruden VM vandt hun yderligere 8 af 12 starter i 2014. Siden da har hun holdt fast i sin plads i den internationale top med flere mesterskabsmedaljer herunder VM-sølv på langdistance i 2015 og EM-guld på ironmandistancen i 2015.

»I dag er jeg glad og taknemmelig for, at jeg er i live. Jeg var tæt på at forlade denne jord og alle dem, jeg elsker. Jeg vil fortsætte med at kæmpe. At vinde er ikke altid at blive nummer et. At vinde er også at vokse sig stærkere af de udfordringer, man møder,« skriver Camilla Pedersen på sin Facebook-side.

Camilla Pedersen vandt Årets Sportsnavn 2014 foran svømmeren Rikke Møller Pedersen og guldfireren bestående af Jacob Barsøe, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen og Jacob Søgaard.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tidligere vindere
Årets sportsnavn - Tidligere vindere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her