1992 – Da ministeren »gemte« sine stemmer og snørede en komité

På et tidspunkt i løbet af mødet kiggede Jyllands-Postens sportsredaktør, Frits Christensen, og TV 2 Sportens leder, Morten Stig Christensen, på hinanden.

Det her var ved at køre af sporet, sagde begges blikke. Fodboldlandsholdet var ved at blive ”kuppet” af blandt andre en snu, konservativ kulturminister.

Ministeren var Grethe Rostbøll, og stedet var Jyllands-Postens bygninger i Viby J. Mødet var i komitéen til kåringen af ”Årets Sportsnavn” 1992.

24 år senere beretter Grethe Rostbøll om sin taktiske kløgt dengang. Hun ler kort, men oprigtigt.

»Det er lidt morsomt, at du finder dette frem. Det kan jeg godt se. Så har du en lille historie der,« siger hun derpå lettere drilsk.

Et par af de andre deltagere på komitémødet kan også smile af det her i december 2016. Det er jo jul og så lang tid siden, at det skete. Den dag i slutningen af 1992 grinede de ikke.

»Jeg havde det meget svært ved det bagefter og sagde til Frits Christensen, at jeg havde sgu’ ikke lyst til at være med, hvis det foregik på den måde,« husker Morten Stig Christensen, som nu er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Danmarks officielle pris

I 1990 fik Frits Christensen en god idé. Jyllands-Posten skulle have en sportspris, og den skulle have swung. Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark, Den Olympiske Komité, nationalt og internationalt, skulle være med.

Som et ekstra slag med halen fik kulturministeren pladsen for bordenden som formand for komitéen til prisen som ”Årets Sportsnavn”, og her sidder idrættens politiske leder fortsat i dag. Danmarks officielle sportspris blev ”født”, og på de andre store dagblade spejdede man vist nok lidt misundeligt mod forstaden til Aarhus.

Prisens første, alvorlige problemer opstod i 1992. Den sommer vandt Danmark EM i fodbold og blev dagen efter finalen fejret af hele landet. Fyldte Rådhuspladsen i København og mere til. Menneskemængden slangede sig ud af Vesterbrogade, H.C. Andersens Boulevard og Farimagsgade. Fremmede krammede.

Senere på sommeren vandt sejlerne Jesper Bank, Jesper Seier og Steen Secher OL-guld i soling. Det blev bemærket og eksponeret, men det væltede ikke landet i et døgns tid eller 10. Det gjorde det heller ikke, at Arne Nielsson og Christian Frederiksen vandt OL-sølv i toerkano, at Vibeke Toft og Allan Tornsberg blev verdensmestre i latindans eller at kørestolsraceren Connie Hansen vandt fem gange OL-guld.

Disse fem udgjorde de fem nominerede, hvorfra komitéen skulle finde vinderen. Dengang kunne læserne tilmed indsende indstillinger til vindere og dermed påvirke komitéen. Det gjorde »tusindvis fordelt på et halvt hundrede emner,« som det står i avisen dagen efter kåringen i 1992.

Povlsen fik 28 pct.

Den altovervejende del af læserne pegede på fodboldlandsholdet eller spillere derfra. 28 pct. indstillede Flemming Povlsen, mens 18 pct. indstillede holdet.

Også Peter Schmeichel og tennisspilleren Kenneth Carlsen fik flere indstillinger end solingen med Bank, Seier og Secher.

Daværende formand for DIF, Kai Holm, havde ligesom de to olympiske repræsentanter og kulturministeren alligevel sejlerne som klar vinder.

»Når man skal uddele sådan en pris, må man skille skidt for sig og snot for sig og se under hvilke omstændigheder, at resultatet er sket,« siger Kai Holm og fortsætter.

»Fodboldlandsholdet kom til EM i Sverige efter udelukkelsen af Jugoslavien. Altså en ren tilfældighed. Det vandt europamesterskabet, men på verdensplan tæller det ikke så forfærdeligt meget.«

Det talte ikke så meget?

»Fodbolden har ikke vist noget til verdensmesterskaberne, og det er sjældent lig med at være verdensmester i fodbold, når man bliver europamester.«

Sportsredaktør Frits Christensen var uenig.

»Morten Stig Christensen og jeg var aldrig i tvivl om, at fodboldlandsholdet skulle vinde, men undervejs i mødet kunne vi godt høre, at især Niels Holst-Sørensen (daværende medlem af internationale olympiske komité IOC, red.) argumenterede for, at der ikke var noget større end OL,« husker han.

De otte medlemmer skulle kåre ”Årets Sportsnavn” ved at uddele 1-5 point til hver af de nominerede. Navnet med flest point ville vinde.

»I min verden kunne det ikke være anderledes, end at man kunne give fire og fem point til Jesper Bank og fodboldlandsholdet,« siger Morten Stig Christensen, som havde ret i sin antagelse om, at de andre komitémedlemmer havde samme vurdering af de nominerede.

Den snu minister

De to gange Christensen syntes at have regnet den ud, men de havde ikke taget højde for tre af komitémedlemmernes mere udspekulerede tilgang til afstemningen, heriblandt kulturministerens.

De overvejede nemlig ikke, at andre i komitéen ville stemme taktisk for at få sejlerne til at vinde.

»Jeg havde gjort mig klart, hvordan systemet virkede, og så gemte jeg mine point til sejlerne,« forklarer Grethe Rostbøll og bekræfter, at hun helt bevidst gav fodboldlandsholdet et lavt pointtal.

»Ja, ja. Det er ingen hemmelighed.«

Som det står at læse i Jyllands-Posten dagen efter kåringen fik sejlerne og fodboldlandsholdet hver fire førstepladser, og det blev derfor afgørende, at ”fodboldmændene” i komitéen i en tone af godt ”sportsmanship” tildelte andenpladsen til sejlerne, mens fodboldlandsholdet, foruden førstepladserne, fik to tredjepladser og en enkelt fjerdeplads. Et komitémedlem gav således flere point til to af tre blandt danserne, kørestolsraceren eller kanoroerne end til fodboldlandsholdet.

Grethe Rostbøll kan ikke huske, om hun gav fodbolden en fjerdeplads, men hun bekræfter, at det medlem kunne have været hende.

»Jeg var helt klar over, at det var kontroversielt, men jeg kunne se, hvordan systemet var skruet sammen. Det var meget gennemtænkt fra min side, fordi jeg virkelig gerne ville gøre noget for de sejlere,« siger hun og afviser, at hun var træt af fodboldspillerne.

»Jeg var vild med de fodboldspillere, men de fik jo så meget. Al den ros og ære, som næsten kunne opfindes. Der var så meget, så jeg tænkte, at sejlerne også skulle have noget.«

I tiden derefter skummede de to gange Christensen.

»Som sportsmand havde jeg svært ved at acceptere, at der gik taktik i den. Det var jo meget ømtåleligt, for der sad kulturministeren, Danmarks Idrætsforbund, Den Olympiske Komité og Team Danmark. Vi tog det ekstremt seriøst,« siger Morten Stig Christensen og slutter cirklen om kuppet i komitéen.

»Jeg havde meget, meget svært ved at leve med det bagefter, og jeg havde ikke meget lyst til at være med i komitéen længere, men nu har jeg for længst affundet mig med det. Vi var blåøjede og afgav vores stemmer hurtigt, og vi blev udmanøvreret af nogle, der var taktisk smartere end os.«