DBU kigger fremad efter fadæse
På trods af sin uheldige rolle, får det ingen konsekvenser for DBU’s direktør, at unionen tabte voldgiftssagen til Spillerforeningen. DBU vil nu se fremad og fokusere på nye muligheder i afgørelsen.
Tirsdag blev det fastslået, at Dansk Boldspil-Union (DBU) skal betale omkring tre mio. kr. til Spillerforeningen, efter at DBU blev taberdømt i en voldgiftskendelse i en strid mellem de to parter.
Tilbage står DBU’s direktør Claus Bretton-Meyer med endnu en uheldig sag, og lørdag stod han til regnskab over for DBU’s bestyrelse, som på et bestyrelsesmøde diskuterede hele sagen.
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi hverken er tilfredse med afgørelsen eller hele forløbet i den her sag,« konstaterer formand for DBU Jesper Møller.
Det er aldrig tilfredsstillende at tabe penge, og det har vi også forholdt os til. Men nu kigger vi fremad, hvor vi mener, at afgørelsen også giver DBU nogle muligheder.Jesper Møller, formand, Dansk Boldspil-Union
Dommen giver også fordele
Men samtidig slog han fast, at sagen ikke vil få konsekvenser for Claus Bretton-Meyer, som ikke selv var til stede ved mødet på grund af et privat arrangement. Alligevel ville Jesper Møller godt gå så langt som til at sige, at det vil være en overdrivelse at hævde, at bestyrelsen er tilfreds.
»Det er aldrig tilfredsstillende at tabe penge, og det har vi også forholdt os til. Men nu kigger vi fremad, hvor vi mener, at afgørelsen også giver DBU nogle muligheder,« siger Jesper Møller, og fortsætter:
»Når forhandlingerne går i gang om de kommende aftaler, mener vi, at DBU også vil få fordele efter dommen. Nu har vi fået en principiel afgørelse for, hvordan dagene for landsholdssamlingerne beregnes, sådan at DBU kan agere mere frit. Derfor er det hele ikke kun negativt,« mener Jesper Møller.
Sagen kommer på baggrund af den landsholdsaftale, der blev indgået i marts sidste år, men som DBU og Spillerforeningen tolker vidt forskelligt. Striden skyldes uenighed omkring forsikringspenge, kommercielle indtægter til landsholdsspillerne på A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet samt DBU’s ret til at bruge spillerne i kommercielle sammenhænge.
Her mente Spillerforeningen, at DBU skyldte mere end to mio. kr. for forsikringer og sponsoraftaler. Beløbet er siden vokset til lidt over tre mio. kr.
Tirsdag måtte idrættens højeste appelinstans under Danmarks Idrætsforbund afgøre sagen, som var gået i hårdknude mellem de to stridende parter. Her faldt afgørelsen ud til spillernes fordel, da DIF vurderede fire forhold i striden mellem DBU og Spillerforeningen, hvor Spillerforeningen har fået medhold i tre af dem.
Yderst uheldig sag
Hele sagen må siges at være yderst uheldig for Claus Bretton-Meyer, som sammen med DBU-formand Jesper Møller stod bag aftalen. En af direktørens hovedopgaver var netop at rydde op i økonomien, da han tiltrådte i begyndelsen af 2014 som direktør i DBU.
Et af de store stridspunkter var forsikring af spillerne, mens de repræsenterer landsholdet. Ifølge den nye aftale skulle Spillerforeningen fremover afholde forsikringsudgifterne, når spillerne var i landsholdslejren og efterfølgende kompenseres af DBU.
Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fastholdt over for DIF’s appelinstans, at der ikke blev aftalt et loft for forsikringsbeløbet, hvilket der heller ikke står noget om i landsholdsaftalen.
Men Bretton-Meyer er af en anden opfattelse. Ifølge ham var det fra begyndelsen en klar forudsætning for DBU, at hvis forsikringer skulle overgå til Spillerforeningen, måtte det ikke medføre en øget udgift for DBU. Det måtte i hvert fald ikke medføre en væsentlig større udgift.
Det fremgår af den 26 sider lange kendelse fra DIF’s appelinstans.
Alene forsikringsdelen betyder, at DBU fremover i forsikringssummer årligt skal betale én mio. kr. ekstra til landsholdsspillerne. Dermed får unionen ikke den håbede besparelse på 17 pct., som Claus Bretton-Meyer ellers stolt meldte ud sidste år.
Tirsdagens afgørelse vil som minimum belaste DBU’s økonomi indtil udgangen af 2018, hvor aftalen med herre A-landsholdet udløber.
Tilbage i marts 2015 var panikken formentlig ved at brede sig en smule, da de sidste detaljer i landsholdsaftalen skulle på plads. To landskampe mod USA og Frankrig var i reel fare for at blive aflyst, hvis ikke aftalen blev underskrevet. Det afviser Jesper Møller dog skulle havde haft nogen indflydelse. Men DBU har lært af hele sagen, tilføjer han.
»Vi kan ikke lave om på afgørelsen, som vi er nødt til at tage til efterretning. Men nu kigger vi fremad mod de kommende forhandlingsforløb,« siger Jesper Møller.
DBU har nedsat en arbejdsgruppe, som fremover skal forberede forhandlinger om landsholdsaftalerne.