Fortsæt til indhold
Sport

Sønderjyske: Mister succesklubben både Jakob Michelsen og flere stamspillere?

Sølvvinderne fra sidste sæsons Superliga står over for et større puslespil, når det handler om en ny trup til næste sæson.

I dag skal trænere og spillere i Sønderjyske koncentrere sig i nogle timer om en vigtig hjemmekamp mod FC Midtjylland i Superligaen. Derefter? Muligvis vil der foregå lidt korridorsnak, bemærkninger under bruseren og hen over frokosten.

Træner Jakob Michelsens evner er blevet bemærket i blandt andet Sverige, hvor Stockholm-klubben Hammarby på rygtebasis skulle være interesseret i at hente træneren, der sidste år var med til at skaffe Sønderjyske historiske sølvmedaljer i Superligaen. Det er én sag. Derudover risikerer klubben en større udskiftning i spillerstaben. 10 spillere fra førsteholdstruppen har kontraktudløb senest til sommer, en af dem allerede til nytår, og det er langt fra marginalspillere. Tværtimod.

Det er selvfølgelig ikke optimalt med så mange kontraktudløb på samme tid.
Hans Jørgen Haysen, sportschef i Sønderjyske

En af dem, Tommy Bechmann, har bebudet, at dette er hans sidste kontrakt som fodboldspiller, mens de øvrige ni er om ikke på højden af deres karrierer, så i hvert fald på vej til at nå derop. Seks af spillerne, Pierre Kanstrup, Marc Pedersen, Marc Dal Hende, Janus Drachmann, Nicolaj Madsen og Johan Absalonsen, udgør og har udgjort rygraden på holdet, og de har hver især spillet mellem 12 og 16 af denne sæsons 16 kampe i Superligaen.

Bekymrer det klubbens sportschef, Hans Jørgen Haysen? Jo, såmænd.

»I hvert fald hvis de seks ikke er der næste sommer, for så skal jeg ud og ramme seks nye til startopstillingen. Det er klart, at det er lidt prekært, at så mange stamspillere har kontraktudløb samtidig. Men sagerne er forskellige. Det vil give mening at sende nogle af dem videre, og det vil give mening at forlænge andre, og måske er der spillere, der allerede skal væk til vinter,« siger Hans Jørgen Haysen, som allerede har taget de første samtaler med de spillere, hvis aftaler udløber i løbet af i år og næste år.

Øges lønkravene?

Sønderjyske har i adskillige år ligget lavt, når det gælder spillerlønninger og budgetter, og spørgsmålet er, om klubben kan eller vil honorere øgede lønkrav fra spillere, der har været med til at skaffe klubben sølvmedaljer og kampe i Europa League.

»Vi vil ikke bruge flere penge, end vi har. Det vil ikke kun være uansvarligt, men også utroværdigt. Det kommer ikke til at ske med mig som sportschef,« siger Hans Jørgen Haysen.

Hvis det lykkes Sønderjyske at beholde striben af spillere med kontraktudløb, siger det ganske meget om klubbens ånd og evne til at tilfredsstille spillerne med noget andet end blot høje lønninger.

»Flere af spillerne med kontraktudløb har sagt, at de gerne vil forlænge deres aftaler. De ved udmærket, at når de gør det godt på banen, så bliver både de og klubben mere værd. De giver udtryk for, at de trives i klubben, og mister vi spillere, er jeg overbevist om, at andre udefra vil overtage, for også klubben står i en gunstig position. Vi lever af passionerede og dedikerede spillere, men vi vil ikke stavnsbinde folk,« forklarer Hans Jørgen Haysen.

Det kan også tænkes, at spillerne venter og ser, om træner Jakob Michelsen har tænkt sig at stoppe og skifte klub allerede til vinter. Det kan eventuelt sætte gang i en større udvandring.

Ikke en optimal situation

»Jeg tror ikke, det vil ændre noget for dem, vi eventuelt forlænger med den kommende tid, om det er Jakob Michelsen eller en anden, der er træner efter denne sæson. Under alle omstændigheder har vi jo Jakob Michelsen her til sommer,« siger Hans Jørgen Haysen, der har drøftet fremtid med træneren »i et stykke tid«.

Under alle omstændigheder er det i klubbens interesse at få afklaret spillernes intentioner hurtigst muligt, for når først der står 2017 på kalenderen, må spillerne med udløb til sommer begynde at indlede forhandlinger med andre klubber.

»Det er selvfølgelig ikke optimalt med så mange kontraktudløb på samme tid. Men mange af spillerne kommer fra 1. division, og der var jo ingen garantier for, at det lige ville blive dem med kontraktudløb nu, der etablerede sig i Superligaen,« bemærker Sønderjyskes sportschef.