Fortsæt til indhold
Sport

Cheflandstræner Kenneth Jonassen: »Vi har fat i den lange ende, men skal fortsat klø på«

Et generationsskifte i dansk badminton er på vej. De rigtige spillere skal findes, og nye makkerpar dannes de næste par år, siger cheflandstræner i Badminton Danmark, Kenneth Jonassen.

Med fire individuelle europamesterskaber samt to for hold, et verdensmesterskab for herrelandshold og to olympiske medaljer i hus er der ingen tvivl om, at 2016 har været et særdeles godt år for dansk badminton.

»Det har været et helt exceptionelt år. Et vaskeægte jubelår, hvor OL-medaljerne blev kronen på værket,« siger Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup-Hansen.

Derfor var det også en spændt Kenneth Jonassen, der den 1. oktober overtog posten som cheflandstræner i Badminton Danmark efter Lars Uhre.

»Jeg gik ind til opgaven med en smule ærefrygt, da der er nogle stolte traditioner, jeg skal forsøge at føre videre. Der er meget at leve op til, men det ser jeg som en del af udfordringen,« siger Kenneth Jonassen.

Den 42-årige nyligt tiltrådte cheflandstræner havde forinden været assisterende landstræner siden 2013 og ser frem mod, hvad fremtiden byder dansk badminton.

»Vi har fat i den lange ende, men skal fortsat klø på og sørge for at udvikle os. Der er ikke tid til at hvile på laurbærrene, der skal derimod arbejdes hårdt, hvis vi skal fortsætte den proces, vi har gang i. Jeg havde ikke sagt ja til jobbet, hvis ikke jeg følte, at vi kan videreudvikle det koncept, vi har gang i på nuværende tidspunkt,« siger Kenneth Jonassen.

Nyt trænerteam

Efter årsskiftet kommer landstrænerteamet ud over cheflandstræner Kenneth Jonassen til at bestå af landstræner Jakob Høi, assisterende landstræner Kim Nielsen, centertræner Thomas Stavngaard og U19-landstræner Rikke Siegemund.

De næste fire år bliver en periode, hvor vi skal finde de rigtige spillere og få dannet de rette makkerpar. Det bliver en utrolig spændende, men lang proces, som vi allerede nu er fokuseret på.
Kenneth Jonassen, cheflandstræner i Badminton Danmark

»Det er et utroligt interessant trænerteam, da alle har forskellige erfaringer, som de kan byde ind med. Der vil være en særlig dynamik i den her gruppe, og det har været en præmis for deres ansættelse, at de skal arbejde tæt sammen,« siger Finn Trærup-Hansen, Badminton Danmarks sportschef.

Kenneth Jonassen ser frem til at stå i spidsen for det nye trænerteam.

»Erfaring og forskellighed kommer til at danne grobund for, hvordan vi kommer til at agere. Alle trænerne har absolut store ambitioner, og jeg glæder mig til at være en del af teamet,« siger han.

Ser frem mod OL i 2020

Ideelt set er de næste olympiske præstationer ifølge Kenneth Jonassen tidshorisonten for, hvornår det nye trænerteams indsats bør evalueres.

»Men jeg er godt klar over, at nogle måske vil have evalueret, om teamets indsats har været effektiv inden da. Efter VM i 2018 vil i mine øjne derfor være et godt tidspunkt for os trænere at evaluere, hvor vi står og derfra tage bestik af situationen frem mod OL i 2020, hvor vi skal have stået vores prøve,« siger han.

Netop OL i Tokyo i 2020 er ifølge cheflandstræneren også der, den røde tråd skal pege frem mod.

»De næste fire år bliver en periode, hvor vi skal finde de rigtige spillere og få dannet de rette makkerpar. Det bliver en utrolig spændende, men lang proces, som vi allerede nu er fokuseret på. Det er målet, at vi igen kan hive to medaljer med hjem, som vi gjorde det i år,« siger Kenneth Jonassen og tilføjer:

»I samme periode skal vi igennem et generationsskifte. Men som de lidt ældre spillere har spillet senest under Denmark Open ser jeg ingen grund til, at de ikke kan levere på allerhøjeste niveau de næste par år også. Vi er i gang med en længere proces, men jeg er fortrøstningsfuld og synes, at vi har talenterne, som er villige til at arbejde hårdt for det.«

Samme forventning til de kommende år har også Finn Trærup-Hansen, sportschef i Badminton Danmark.

»Vi har en gylden generation af spillere, der har leveret over de seneste seks år og fortsat er konkurrencedygtige på topniveau. Der er samtidig fokus på de nye talenter, som lurer i kulissen, og som forhåbentlig kan presse de nuværende stjerner, så det til OL i 2020 vil være spillere, der har kvalificeret sig via intern konkurrence, der vil repræsentere Danmark,« siger han.