Divisionforeningens formand: »Kasper Hvidt taler håndbolden ned«
Formanden for Divisionsforeningen tager afstand fra Kasper Hvidt, der kalder dansk deltagelse i Champions League for »spild af tid«.
»Vi vil forsvare respekten for dansk klubhåndbold til det sidste.«
Sådan lyder reaktionen fra Divisionsforening Håndbolds formand Jens Christensen, efter Kasper Hvidt i søndagens udgave af Jyllands-Posten fortalte, hvordan han hellere vil spille med i EHF Cup’en end deltage i Champions League.
»Spørgsmålet er, om man ønsker at tale sin sport op, eller om man vil tale sin sport ned. Med Kasper Hvidts udtalelser synes jeg, han taler håndbolden ned,« siger formanden for Divisionsforeningen Håndbold, Jens Christensen, der desuden er formand for Skanderborg Håndbold.
Jens Christensen mener, at profiler som netop Kasper Hvidt bør overveje, hvordan man ønsker at profilere dansk håndbold i europæiske klubturneringer.
»Kasper Hvidt har mange markante holdninger til indretningen af dansk håndbold. Men det handler om kommunikationen og attituden, man har udadtil for at profilere sin klub og dansk håndbolds deltagelse i de forskellige europæiske turneringer,« siger Jens Christensen.
»Det er sølle«
Kasper Hvidts udtalelser blev bragt i forbindelse med et tilbageblik på 2015/2016-sæsonen, hvor hans hold KIF Kolding-København kun vandt 2 af 14 kampe i Champions League-gruppespillet.
»Det var ikke skægt i sidste sæson for os, og det bliver det heller ikke for BSV i længden. BSV har en chance mod to af holdene, men taber formentlig til resten. Det er nærmest spild af tid. Vi må konstatere, at det er der, hvor dansk håndbold er lige nu. Vi kan ikke for alvor blande os,« siger Kasper Hvidt i søndagens udgave af Jyllands-Posten.
En udtalelse, der søndag faldt BSV’s cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen for brystet ovenpå sit holds sejr på 33-24 over polske Wisla Plock.
»Jeg skal ikke diskutere hr. Hvidt som person, men det er sølle. Det forekommer mig, at han er lidt metaltræt og har lagt passionen i skuffen. Glæden ved at kæmpe, selv om der er en overmagt, den skal man jo have,« sagde Peter Bredsdorff-Larsen til DR Sporten.
Jens Christensen kalder Kasper Hvidts kommentar et udtryk for hans eget syn på dansk håndbolds nuværende niveau. Selv understreger Divisionsforeningens formand, at deltagelse i Champions League fortsat er den bedste måde for dansk håndbold at promovere sig.
»For dansk klubhåndbold og dansk håndbold i det hele taget er det fortsat vigtigt, at vi stadigvæk stræber efter at måle os med de største klubber og nationer i Europa. Jeg er sikker på, at BSV ser deres deltagelse i Champions League som et stort skulderklap og en mulighed for at promovere sig selv og dansk håndbold,« siger Jens Christensen.