Fortsæt til indhold
Sport

Førstevalget lavede for mange fejl, så droppede afløseren. Hvem skal nu stå på mål for Sønderjyske?

Marin Skender og Lukas Fernandes slås om spilletid i målet hos Sønderjyske, der torsdag møder OB.

Først besluttede træneren sig for at bytte målmand. Ud på bænken med Marin Skender, ind på banen med Lukas Fernandes. Den første havde lavet for mange fejl. Hans afløser indledte så med to svipsere. Hvem skal nu stå på mål for Sønderjyske, som i aften møder OB i Superligaen? Har Sønderjyske flere målmænd?

»Ha ha, nej. Vi har en målmand på U19-holdet, og så har vi vores målmandstræner Kai Stefansen. Men vi er fint tilfreds, og vi stoler på de to målmænd, som vi råder over,« siger Sønderjyske-træner Jakob Michelsen.

Det var ikke så god en debut, det kunne alle se.
Sønderjyske-træner Jakob Michelsen , om sin målmand Lukas Fernandes.

Længe stod Marin Skender forrest i Sønderjyske. Først foran Jens Rinke og siden i sommer foran Lukas Fernandes, der kom til Sønderjyske fra AGF.

»Årsagen til, at vi skiftede Marin Skender ud med Lukas Fernandes, var, at Skender i denne sæson havde haft for få afgørende redninger og for mange fejl, der førte til mål. Det tog vi en snak med Marin Skender om. Jeg sagde til ham, at der skulle flere plusser end minusser til,« siger Jakob Michelsen.

Da Sønderjyske i søndags mødte FC Nordsjælland i Farum, stod Lukas Fernandes på mål. I første halvleg lavede han to drop. Først forsøgte han at nå ud til kanten af feltet for at bremse FC Nordsjællands Ernest Asante. Det endte med, at Lukas Fernandes slog huller i luften, hvorefter FC Nordsjælland-fløjen nemt kunne score. Kort efter lod han et ufarligt indlæg smutte mellem handskerne og i mål, og så var Sønderjyske nede med to. I anden halvleg lykkedes det Sønderjyske at vende kampen med tre mål, hvilket Lukas Fernandes forekom ret taknemmelig over.

»Lukas Fernandes spillede en mindre god kamp. Det var ikke så god en debut, det kunne alle se. Men det glædede mig, at vi vandt kampen, for det var det vigtigste, og så var jeg tilfreds med, at han leverede en fin indsats i anden halvleg og blandt andet havde en redning på et forsøg fra Tobias Mikkelsen,« glatter træner Jakob Michelsen ud.

En nem beslutning

Sønderjyske-træneren vil ikke ud med, hvem af de to målmænd der er med fra start i torsdagens kamp mod OB. Af samme årsag som at han ikke fortæller omverdenen, hvem der spiller på de øvrige positioner. Først en time før kickoff bliver holdopstillingen offentliggjort, men Jakob Michelsen har allerede truffet en afgørelse.

»Når man skifter målmand, så ønsker man naturligvis, at det går godt for den, man har valgt. Man skal jo tro på det, man gør. Men det er klart, at indsatsen mod FC Nordsjælland ikke ligefrem har gjort Lukas Fernandes’ aktier bedre. Men jeg synes ikke, det har været en svær beslutning, Vi evaluerer alle spillere efter hver kamp, og det gælder jo også målmanden. Nogle gange træffer man som træner et godt valg, andre gange ikke, sådan er det jo,« siger Jakob Michelsen.