Tusindvis af frivillige bliver væk fra deres vagter ved OL
Arbejdsforholdene ved OL er tilsyneladende så dårlige, at op mod 15.000 frivillige har droppet arbejdet.
De frivillige medhjælpere ved OL i Rio bliver behandlet så dårligt, at flere tusinde ikke længere møder op til deres vagter.
På grund af for lange arbejdstider, for kaotiske og dårligt planlagte vagter og ikke nok mad er der nu kun 35.000 ud af de oprindelige 50.000 frivillige medarbejdere tilbage ved OL.
Det beretter flere internationale medier.
Flere end 50.000 mennesker fra hele verden var oprindeligt rejst til Rio de Janerio for at arbejde gratis som medhjælpere ved OL - blandt andet som chauffører til at fragte atleterne fra det ene sted til det andet, som billetkontrollører og som vejvisere, der til at hjælpe både deltagere og tilskuere med at finde vej til de forskellige sportsarenaer.
Men omkring 30 pct. af disse hjælpere har undervejs i legene undladt at dukke op til deres vagter, skriver CBC news.
»Mange frivillige er holdt op, fordi vagtplanerne blev rodet sammen, så nogle var nødt til at arbejde to uger i træk. Og andre er stoppet på grund af maden. På en otte-ni timers arbejdsdag blev de kun forsynet med en let snack,« fortæller den tidligere frivillige Luis Moreira til den canadiske tv-station.
En anden frivillig, den 23-årige Aisha Marcelina, der kører atleter til og fra den olympiske by, fortæller desuden, at de frivillige ofte tvinges til overarbejde, og at arrangørerne beder folk om at møde op tidligt om morgenen for derefter »at holde os tilbage, når det er tid til at gå hjem.«
Og ifølge The Wall Street Journal er nogle af de frivillige aldrig kommet så langt som til Rio de Janerio, fordi de efter at være blevet accepteret som medhjælpere aldrig hørte mere fra arrangørerne - indtil de pludselig blev bedt om at møde op ved et venue et kvarter senere.
Blandt andre Hedylamar Almeida Mussons, der onsdag formiddag modtog en e-mail med forespørgsmål om hurtigst muligt at møde op ved golf-turneringen, da man manglede engelsktalende frivillige. Der var kun én hage: Mussons var stadig i Spanien, hvor hun indtil da ikke havde hørt et ord fra Rio-arrangørerne.
Ifølge New York Daily News er der kun 35.000 frivillige tilbage ved legene, og det er blot det seneste problem, som har plaget dette års OL, der allerede var blevet overskygget af zika-virussen, vandforurening i Guanabara Bay, ufærdige faciliteter for de mange atleter og protester fra brasilianere over omkostningerne ved den enorme sportsbegivenhed.
Men de olympiske arrangører har imidlertid afvist, at det store frafald blandt de frivillige er et problem.
»Dette antal giver os mulighed for at operere på et behageligt niveau, eftersom vi planlagde efter, at nogle frivillige ikke ville dukke op,« siger OL-arrangørerne til Daily News.
Det samme understreger legenes talsmand, Mario Andrada, og tilføjer, at man nu prøver at rette op på nogle af de mange problemer, de frivillige har oplevet:
»Vi har oprettet en taskforce, som arbejder udelukkende på at finjustere hele det frivillige program,« siger han til CBC news.