En delfin skyder gennem vandet, og op kommer Michael Phelps

RIO DE JANEIRO —

Das ist natürlich eine geile Geschichte,« siger journalisten fra Tyskland i telefonen i pressecentret og bliver ikke modsagt, så vidt det kan høres.

Historien, den han helst vil skrive, handler om Michael Phelps, den ubetinget mest beundrede og feterede atlet ved disse lege. Også ved disse lege.

Torsdag aften hopper Michael Phelps for næstsidste gang i vandet i den olympiske svømmearena, tilskuerpladserne er fuldt besat, brasilianerne er i verbalt overtal, for nede i klorvandet svømmer den lokale favorit, Thiago Pereira, Mr. Pan som de kalder ham, for han har i årevis vundet alt, der kan vindes, ved de panamerikanske lege. Hvor Michael Phelps ikke stiller op.

Disciplinen hedder 200 meter individuel medley, i feltet findes foruden Pereira også Phelps’ landsmand og rival, Ryan Lochte.

Det første, tilskuerne får øje på, når de kaster et blik på Michael Phelps, kunne godt være hans ret store hænder, som ser ud til at kunne skovle vand bagud som en hjuldamper i Mississippi. Og fødderne, de stikker også ud på mere end en facon. I det hele taget ligner Michael Phelps en mand, der er født i et badekar. Han føler sig øjensynligt hjemme i elementet.

Da de tre første baner af medley-finalen på 200 meter er svømmet, ligger de tre hovedpersoner side om side; Phelps, Pereira og Lochte. Først gælder det butterfly, så 50 meter med brystsvømning, den kedelige, og så rygsvømning.

De sidste 50 meter er fri leg. Publikum rejser sig, brøler og en delfin skyder gennem vandet, op kommer Michael Phelps, nu er han klart i spidsen og han slår ind som vinder.

Blik til familien

Hans første reaktion? Han hiver svømmebrillerne af, tørrer vand væk fra øjnene og kigger op på resultattavlen, som om han kunne være i tvivl. Selvfølgelig har han vundet, og en, to, tre, fire fingre kommer i vejret: Michael Phelps har vundet sin fjerde guldmedalje i Rio, og tilskuerne tilgiver ham hans overlegenhed, da han i vandet giver sin brasilianske modstander, Pereira, et trøstende knus, for brasilianeren blev, som Ryan Lochte, efterladt i Phelps’ kølvand og slutter som nummer syv. Men denne aften er der ingen tabere, kun en vinder, den 31-årige Michael Phelps, der bagefter spyr om sig med replikker, der går lige i hjertet på alle, der kerer sig om sport og alt det andet, livet også består af.

»Hver eneste gang, jeg kommer ud til bassinet, prøver jeg at få øje på Nicole, min mor og Boomer på tilskuerpladserne. Jeg får tårer i øjnene, fordi jeg vil holde Boomer og bruge mere tid med ham,« siger Michael Phelps bagefter.

Nicole? Michael Phelps’ kæreste, mor til deres fælles barn, Boomer, der næppe kan ønske sig en bedre læremester end farmand, når der bliver tid til babysvømning om nogle dage.

Glem Mark Spitz

22 guldmedaljer plus fem af en anden karat understreger, at Michael Phelps er et fænomen, der ikke bliver efterfulgt lige med det samme. Glem den læderbrune Mark Spitz med den karakteristiske moustache, han trak sig tilbage ret hurtigt efter sine syv guldmedaljer i 1972. Der har siden været andre store mestre, men de har ikke på samme facon haft hele pakken. Og fremstået så menneskelige.

Forleden var der i hallen endnu en finale, unge piger, en af dem entrerede iført uigennemsigtige svømmebriller, badekåbe og enorme høretelefoner. Som en superstjerne, utilnærmelig, men for meget facade og for lidt reelt indhold. Den slags manerer får man ikke med Michael Phelps.

Som ung – efter gennembruddet ved OL i Athen – blev han snuppet for spirituskørsel, fire år senere blev han foreviget i færd med at ryge marihuana, slemme dreng, og et par år efter at han egentlig havde pensioneret sig selv som elitesvømmer, efter legene i London, blev han på ny taget med promiller i blodet. Bodsgangen var ærkeamerikansk: halvanden måned på afvænningsklinik og offentlige undskyldninger. Rollemodellen havde midlertidigt svigtet.

I år er han så blevet far, og den slags har det med at kunne dæmpe de fleste rastløse sjæle, hvis man vil kategorisere Michael Phelps som en sådan på baggrund af hans kontakt med ordensmagten. Svømmere lever om nogen et asketisk liv med mange timers træning i vandet hver eneste dage, og Michael Phelps har ikke foretaget ret mange overspringshandlinger. For så ville han ikke i så lang en periode være den mest suveræne svømmer i verden.

For det er han, selv når han besejrer den lokale favorit. Han er så stor en personlighed, at hans suverænitet aldrig er blevet kedelig, som det ofte sker i sport.

Den ønskede slutning

Da han møder reporterne i kulissen torsdag aften, udbryder han som det første:

»Det gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg har ondt i kroppen, mine ben gør ondt, og jeg er træt,« som en understregning af, at intet kommer af sig selv.

Heller ikke det comeback, han har orkestreret efter OL i London. I fire år har den ene unge og spændstige guldfisk efter den anden – og alle langt yngre end Phelps – trukket i tætsiddende Speedos og viet deres liv til en sag: At slå Michael Phelps, den største OL-deltager nogensinde, som der stod på bannere på tilskuerpladserne.

»Det bedste for mig ved OL indtil videre er, at jeg har fået den slutning, jeg ønskede. Jeg har været i stand til at komme tilbage, og jeg har opnået det, jeg har drømt om.«

Som de siger på tysk og alverdens sprog for den sags skyld: Det er bare en lækker historie.