Derfor har flere OL-atleter sugemærker på kroppen
En behandling, som har til formål at få ømme muskler til at restituere bedre, har vundet indpas hos flere amerikanske atleter.
Måske har du undret dig over, at flere OL-atleter har kunnet fremvise store rødlige og blålige mærker på deres kroppe - særligt på ryg og skuldre.
Mærkerne ser smertefulde ud og minder mest af alt om sugemærker, der som bekendt kan være ømme. Det er dog ikke tilfældet. Mærkerne er derimod helt og aldeles selvforskyldte og har til formål at spare atleterne for smerte.
Det er en såkaldt kopbehandling, der skaber de cirkulære mærker. Behandlingen går ud på, at atleten sætter en ofte opvarmet kop med en dertilhørende pumpe på sin krop. Det skaber et undertryk i kroppen, og teknikken skulle angiveligt øge blodcirkulationen og dermed få ømme muskler til at restituere bedre.
Især atleter på det amerikanske OL-hold har vist sig at sværge til kopbehandlingen, der er særligt udbredt i Mellemøsten og i flere asiatiske lande, herunder Kina.
Da svømmefænomenet Michael Phelps natten til mandag sammen med det amerikanske hold snuppede guldet i 4 x 100 meter fri-finalen, kunne han fremvise en række cirkulære, blålige mærker på sin krop.
Også den amerikanske gymnast Alexander Naddour har proklameret, at han er tilhænger af kopbehandlinger.
»Det har sparet mig for en masse smerte,« siger Alexander Naddour om den særlige behandling til USA Today.
På sin Twitter-profil fremviste den 25-årige gymnast flere af de røde mærker, som er karakteristiske for behandlingen, og som kunne anes, da han lørdag var på gulvet i disciplinerne øvelser på gulv, ringe samt bensving.
Den amerikanske konkurrencesvømmer Natalie Coughlin, der har 12 OL-medaljer i bagagen, har tidligere lagt et billede ud af sig selv på sin private Twitter-profil, hvor man kan se hende få netop en kopbehandling.