Fortsæt til indhold
Sport

OL-medaljekongen: Jeg tror aldrig, at jeg har konkurreret i en ren sport

Den 22-dobbelte OL-medaljevinder Michael Phelps sætter spørgsmålstegn ved svømmesportens renhed.

Det skulle have været et velstemt pressemøde fyldt med stolthed og ære, da OL-historiens mest vindende sportsudøver, svømmeren Michael Phelps, onsdag var blevet udpeget som USA’s fanebærer ved åbningsceremonien i Rio fredag.

Alligevel kunne den 22-dobbelte OL-medaljevinder ikke dy sig for at tale om dopingspøgelset, som fortsat hviler tungt over den brasilianske værtsby for dette års OL.

Ifølge ham selv er det nemlig usandsynligt, at hans egen sportsgren på noget som helst tidspunkt har været fri for doping.

»Jeg tror helt ærligt, at jeg kan sige, at jeg tvivler på, at jeg nogensinde har konkurreret i en ren sport. Og det er foruroligende,« sagde Michael Phelps, da en journalist spurgte svømmeren, om han selv havde fulgt med i den verserende dopingsag, der truer med at stjæle rampelyset ved OL i Rio.

Her beskyldes Rusland for i årevis at have dækket over positive dopingprøver. I efteråret 2015 offentliggjorde World Anti Doping Agency (WADA) en rapport om doping i russisk atletik, hvor konklusionen lyder på systematisk og statsstøttet doping.

Tilbage i marts hævdede avisen The Times, at Rusland også har anvendt systematisk doping i svømmesporten. Alligevel ser mange russiske sportsudøvere ud til at gå fri af karantæner ved dette OL.

Ved pressemødet var Michael Phelps, der ved de tre seneste olympiader har hentet 18 guldmedaljer, tydeligvis frustreret over dopingsnakken. Han fastslår, at han blot kan sørge for, at han selv er ren.

»Vi ønsker alle en ren sport, og at alle konkurrerer på de samme vilkår. Jeg kan ikke kontrollere andet end mine egne handlinger,« sagde Michael Phelps, mens han synliggjorde sine frustrationer ved at banke i det aflange bord.

Her sad også Phelps’ mangeårige svømmelandstræner Bob Bowman, der nikkede med hovedet over svømmerens overraskende udtalelser og efterfølgende selv talte om et »ødelagt system«.

»Fra holdets perspektiv er vi tydeligvis fokuserede på at få de bedst mulige præstationer, uanset omstændighederne,« sagde Bob Bowman og tilføjede:

»Men fra et personligt synspunkt er det meget bekymrende, at vores ledende organisationer har fejlet på så mange måder i denne sag. Systemet er ødelagt, og det er nødt til at blive fikset.«