13-0 i serveesser sikrede rekord til Serena Williams
Amerikaneren vandt Wimbledon og indhentede Steffi Grafs rekord på 22 titler.
Tyske Angelique Kerber gjorde alt rigtigt i finalen.
Næsten.
Hun slog vilde vinderslag med både forhånd og baghånd, løb alt op, servede godt og nåede de mest umulige bolde. Hun slog et vinderslag, der nærmest blev sendt udenom netstolpen, fordi bolden blev hentet så langt ude i baghånden. Alligevel var det ikke nok, fordi amerikaneren, Serena Williams, havde et enkelt våben, som tyskeren ikke kunne gøre noget ved.
Det har været svært ikke at tænke på den her rekord. Især fordi det har været et vanskeligt år, fordi jeg har tabt to finaler.
Hun servede fantastisk, og hun leverede de allerbedste server hver gang, der var brug for det.
Da Kerber i andet sæt endelig havde kæmpet sig frem til sin første breakbold, kom der et servees. Det blev fulgt op af endnu et es, og så slog Kerber ud med armene og signalerede: Hvad skal jeg gøre?
13-0 i serveesser
Hun kunne ikke gøre noget.
13 serveesser til Williams, 0 til Kerber.
Det var forskellen. Williams vandt 7-5, 6-3.
Efter matchbolden var vundet med en let forhåndsflugtning, lod Serena Williams sig falde fladt ned på ryggen oppe ved nettet, og der blev hun liggende en kort stund, inden hun kom på benene.
Kort efter fik hun overrakt beviset på sin syvende Wimbledon-titel.
Titel nummer 22
Med sejren nåede 34-årige Serena Williams op på 22 Grand Slam-titler, og dermed tangerede hun tyskeren Steffi Grafs rekord.
»Det har været svært ikke at tænke på den her rekord. Især fordi det har været et vanskeligt år, fordi jeg har tabt to finaler,« sagde Serena Williams, der tabte finalen i Australian Open og French Open tidligere på året.
Steffi Graf har støttet Angelique Kerber med gode råd, og de har også trænet sammen under besøg i Las Vegas, hvor Graf bor med Andre Agassi.
Men det var ikke nok til at matche Serena Williams, der sørgede for at vinde de rigtige bolde. Hun brød tyskeren to gange, og begge gange var det på vitale tidspunkter, så hun efterfølgende kunne serve sættet hjem.
Der var ikke meget tid til fest for Serena Williams, der efter et par timers pause skulle på banen igen for at spille finale i damedouble sammen med søsteren Venus Williams. Den kamp var ikke færdigspillet ved avisens deadline.
Første sæt var en tæt affære. Angelique Kerber havde problemer i sine første servepartier, men tyskeren formåede alligevel at skrabe partierne i et land et efter et. Og langsomt kom hun bedre med i amerikanerens serv, men hver eneste gang, der var optræk til problemer, fyrede Williams en hård førsteserv af.
Serena Williams fik opbakning fra tribunen fra verdensstjernen Beyoncé, der fløj ind med helikopter, kort inden finalen gik i gang. Williams har optrådt som danser i en af sangerindens videoer.
Amerikaneren bevægede sig også godt på græsset, selvom hun var nede at ligge to gange, fordi hun gled. Det var dog ikke farligt, og hun var ikke hæmmet af de små snubleture.
Fysisk havde hun det sidste overskud og den ekstra power i serven.
Murray storfavorit
Herrernes finale, der afvikles søndag, bliver et opgør imellem canadieren Milos Raonic, der er i sin første Grand Slam-finale, og britiske Andy Murray, der jagter sin tredje Grand Slam-titel.
Murray, der vandt Wimbledon i 2013, er storfavorit, fordi både Novak Djokovic og Roger Federer snublede undervejs i turneringen.
»Jeg spiller imod en ny spiller i finalen, og det er nok en fordel for mig. Men Milos er en meget svær modstander. Han har spillet virkelig godt på græs i år, og han har fortjent finalepladsen ved at slå en af de bedste, hvis ikke den allerbedste, nogensinde i denne turnering (Roger Federer, red.). Så han fortjener at være her,« siger Murray.