Fortsæt til indhold
Sport

Sauerland-bokser udklasseret i Las Vegas

Den tyske stalds største stjerne, Arthur Abraham, led et klart nederlag mod mexicansk kæmpe.

Jens Sillesen, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

LAS VEGAS.

Kalle Sauerland stod ulasteligt klædt i et gråt jakkesæt med korslagte arme ved ringside før kampen mellem den forsvarende WBO-mester i supermellemvægt Arthur Abraham (44-5, 29 KO) og udfordreren Gilberto Ramirez (34-0, 24 KO). Den nervøse attitude skulle vise sig at være berettiget. Den tyske stalds armenier mødte en modstander, der var en klasse bedre og efter 12 omgange blev den 24-årige mexicaner udråbt som vinder med tre gange 120-108. Den forsvarende mester vandt ikke en eneste omgang hos dommerne.

MGM Grand kasinoet i Las Vegas dannede rammen om kampen, der var den vigtigste på undercardet til det tredje opgør mellem Manny Pacquiao og Timothy Bradley.

Før kampen var Arthur Abraham rangeret som nummer et hos The Ring Magazine, mens Gilberto Ramirez var nummer fire. Alligevel var mexicaneren favorit. Hans imponerende fysik fordelt over 188 cm fortalte allerede ved indvejningen, hvordan kampen ville blive bokset. Abraham er 13 cm lavere, og den 36-årige er kendt for en lidt defensiv stil, hvor han langsomt går frem bag dobbeltparader. Den skulle vise sig totalt ineffektiv mod den 12 år yngre modstander.

Gilberto Ramirez

Fra begyndelsen af kampen brugte Gilberto Ramirez sin længere rækkevidde og sendte en række gode højrehooks til Abrahams krop, mens han cirklede væk fra armenierens aldrende højrekryds. Sauerland-bokseren gik konstant fremad og måtte satse i ryk. Det gjorde, at han i 2. omgang blev ramt hårdt af et højrekryds, der sendte ham vaklende sidelæns i ringen.

Ramirez boksede klogt i denne del af kampen. I 5. omgang åbnede Abraham lidt mere op for næverne, og ramte lidt mere, men det var stadig mexicaneren, der kunne sætte et 10-tal ud for sin side af scorecardet.

Omgangen efter blev den første reelle tysk-armenske succesoplevelse. Abraham landede nogle rene træffere, og Ramirez var klart ramt. Han kom dog ud af problemerne, men omgangen var tæt.

I 7. omgang var Abraham mere aggressiv og omgangen syntes tæt, men 10 sekunder før tid blev han igen fanget af en kort højre der fik ham til at ekse i knæene.

I de efterfølgende omgange viste Ramirez, at han var yngre, hurtigere, mere bevægelig og en bedre bokser. I 10. omgange ramte den lille armenier flere gange, så der stod en støvsky af sved ud fra mexicanerens hoved, men det var kun spredte byger, og snart var der tørvejr igen.

Denne tørke i ørkenbyen holdt kampen ud, og selv i 12. omgang var der ikke mere offensivt i den forsvarende mester. Han kunne dog se titlen glide ham af hænde på den største af alle scener i boksning – MGM Grand Garden Arena.