Khattab fortsætter oprejsningen
Abdul Khattab vandt sikkert til Sauerland-stævnet og fortsætter med at genrejse karrieren efter et knæk.
Med en meget sikker sejr på point over columbianske Francisco Cordero har Abdul Khattab nu vunder to kampe efter sit meget skuffende nederlag på teknisk knockout i maj. Dermed har han 13 sejre og fortsat kun det ene nederlag i karrieren.
»Jeg er meget tilfreds. Jeg synes, at jeg gjorde det godt,« sagde en tydeligvis glad Abdul Khattab efter sejren.
»Jeg skal bare have flere kampe, og jeg er godt i gang med at komme igen. Fortsætter jeg det, skal Danmark nok få en verdensmester,« sagde palæstinensisk fødte Khattab med henvisning til, at hans karriere led et knæk, da han tabte på teknisk knockout i maj i.
Inden kampen havde han varslet en knockout af den lettere trinde men hårde puncher Cordero, der er 29 år og har hele 22 knockouts i karrieren. Omvendt har Khattab ikke knockoutet en modstander siden februar 2013.
»Det er på tide, at jeg vinder på knockout, men jeg gjorde det godt, og jeg er glad for at have gået otte omgange,« sagde han efter sejren.
Khattab har tidligere i karrieren haft problemer med at være afslappet under kampene, men det var ikke et tema denne lørdag aften i Brøndby Hallen, hvor Patrick Nielsen – Rudy Markussen er den længe ventede hovedkamp.
Der var på intet tidspunkt i løbet af kampen tvivl om, at Khattab ville vinde. Han boksede meget varieret og var konstant i teten. Omvendt inviterede Cordero ham flere gange til blot at blive ved med at angribe, som rørte Khattabs vedvarende slagserier ham ikke.
Det tydede meget dog på, at de alligevel gjorde. Især i runde syv og otte tvang Khattab sin columbianske modstander i defensiven og direkte i tovene et par gange. Han manglede dog det afgørende punch i slagene til at gøre kampen færdig før tid.