Palle genåbner sin boksebutik i Herlev
81-årige Mogens Palle præsenterer efter syv års fravær en række uprøvede boksere ved sit stævne i fredag aften i Herlev. Lolenga Mock bokser hovedkamp mod ubesejret italiener.
Har den gamle set noget, ingen andre har set?
Mogens Palle omtaler sit kuld af nye boksere som »uslebne diamanter«, men i amatørverdenen, hvor Palle har rekrutteret sine aktører fra, ser man noget anderledes på sagen. En række ledere og trænere har udtalt i JP, at Palles boksere næppe ville have været en afgørende faktor ved weekendens DM.
Jeppe Morell, en af Palles nye boksere og oversidder ved fredagens stævne på grund af blodforgiftning, mener, at bl.a. DaBU's formand Benny Jørgensen bør lade Mogens Palle køre sit projekt i fred. Morell er særligt irriteret over, at DaBU har givet Jyllands-Posten unøjagtige oplysninger om hans rekordliste.
DaBU's offcielle database opgiver Morells rekordliste til 6-3, og Benny Jørgensen bemærkede, at ingen af bokserne har været omkring DaBU's elitearbejde.
»Min fulde rekordliste er 22-5. Det er urimeligt, at de giver så forkerte oplysninger,« siger Jeppe Morell.
Årsagen til den voldsomme diskrepans skal findes i, at 26-årige Jeppe Morell stort set har været inaktiv siden juniorårene. Han boksede en enkelt amatørkamp i 2014, men ellers har han ikke kæmpet officielle kampe regelmæssigt siden 2007.
»Jeg vandt JM og DM som junior og repræsenterede landsholdet dengang, men det er da rigtigt, at jeg ikke har bokset meget som senior. Nu må jeg bare bevise, at kritikerne ser forkert. Jeg har altid gerne villet være professionel og har hele tiden trænet,« siger Jeppe Morell.
Den pædagogstuderende bokser tog et semester i Berlin i 2014, hvor han sideløbende med studierne var tilknyttet Team Sauerlands træningsmiljø. Det glippede alligevel med den professionelle kontrakt, iifølge Morell bl.a. fordi tyskernes matchmaker Hagen Döring blev sagt op og Sauerland revurderede budgetterne.
»Jeg klarede mig godt i sparringen dernede, og jeg er sikker på, at jeg var blevet dansk mester, hvis jeg havde stillet op. Jeg slog Fayes Ghanoum 3-0 i 2014. Chris W. Andersen, som vandt DM, besejrede ham 2-1,« siger Jeppe Morell.
Han må nøjes med at se på fredag aften, når Lolenga Mock (31-14-1) bokser hovedkamp mod Alessandro Sinacore i Herlev Hallen. Italieneren er ubesejret i 11 kampe, men har aldrig mødt en modstander på højt niveau.
Mogens Palles stævne er præget af promotorens ønske om at udstille Team Sauerland og Patrick Nielsen som middelmådige leverandører af henholdsvis stævnekvalitet og boksekundskab, da han sender to boksere i ringen mod tidligere modstandere til Albertslund-bokseren. Det er også karakteristisk for Palles valg af boksere, at de er hvide og vejer på den tunge side af 76 kilo.
Daniel Heinze debuterer mod brasilianske Samir Santos Barbosa (36-13-3). Barbosa tabte til Patrick Nielsen på knockout i 4. omgang i september.
Andreas Lynggaard (1-0) møder Charles Adamu (24-7) fra Ghana. Adamu gik i juni tiden ud mod Patrick Nielsen, men tabte samtlige omgange hos dommerne.
I det omfang man kan stole på DaBU's rekordlister, vil en sejr til Lynggaard være en sensation. Hans rekordliste som amatør opgives til 14-24, altså flere nederlag end sejre.