Den nykårede verdensmester i sværvægt, Tyson Fury, tilbyder Wladimir Klitschko en revanchekamp på Wembley til sommer
Tyson Fury tilbyder Vladimir Klitschko en revanchekamp på Wembley Stadion, mens en tidligere verdensmester opfordrer Tyson Fury til at styre sin måde at opføre sig på
Lørdag aften i Düsseldorf sendte den 27-årige englænder Tyson Fury højst overraskende den regerende mester Vladimir Klitschko fra Ukraine et skridt nærmere tilværelsen som pensioneret bokser, da de to kæmpede om samtlige VM-titler i sværvægt.
Men nu er den 39-årige tidligere mester blevet inviteret til Wembley af bagmændene i Tyson Furys bokselejr for at bokse en revanchekamp til sommer.
De lokker Wladimir Klitschko med masser af millioner, muligheden for at tage sine bælter tilbage og at kampen skal bokses foran 80.000 tilskuere.
Men hvis Klitschko skulle foretrække at bokse returkampen i Tyskland i stedet, er Tyson Fury heller ikke bleg for at vende tilbage til stedet, hvor han overraskede både bookmakere og mange bokseeksperter ved at vinde en pointsejr på 3-0.
Efter den kamp lignede Fury ikke en mand, som netop havde bokset 12 hårde runder, og hans umiddelbare kommentar efter opgøret var da også, at den største skade, som han havde pådraget sig i titelkampen, var de vabler, som han havde fået under fødderne.
»Der var ikke ret mange mennesker, som inden kampen troede på, at jeg kunne vinde. Men det var en let sejr over en af de største mestre med 23 titelforsvar på sin rekordliste. Folk mente ikke, at jeg kunne bryde hans defensiv ned, men det krævede blot noget omløb i hovedet at gøre det,« lød det overskudsagtigt fra den nye mester efter kampen.
»Jeg vil gerne være en stor mester, og jeg vil gerne gøre det igen. Jeg kan love en ting i en revanchekamp - det kommer til at blive eksplosivt,« siger Tyson Fury.
Op til titelkampen i lørdags mod Vladimir Klitschko bragte den 27-årige Tyson Fury sig flere gange i mediernes søgelys med stærkt kontroversielle kommentarer, hvor han i et interview bl.a. sammenlignede homoseksualitet og abort med pædofili.
Hans bemærkninger blev mødt af massive fordømmelser, men selv om han efterfølgende forsøgte at udvande sit ordvalg, siger Tyson Fury samtidig, at han ikke ønsker at være en rollemodel og afviser at ændre på sin måde at tale på.
»Mit privatliv har intet at gøre med mit professionelle liv. Hvis folk vil tage afstand fra mig og kritisere mig, skal slå på mig som person og ikke på, hvad jeg har opnået i ringen,« siger Tyson Fury, som nu er ubesejret i 25 kampe.
Hans manager forsvarer også sin bokser og siger, at Fury blot citerede biblen og aldrig har sagt de ting, som han blev citeret for i det pågældende interviews.
»Han har gammeldags værdier, og han har moral. Fury er smart i hovedet, og han kan tale med om stort set alt,« siger manager Mick Hennessy om sin bokser.
En af Englands tidligere verdensmestre i sværvægtsboksning Lennox Lewis mener, at Tyson Fury bliver nødt til at moderere sin opførsel for at leve op til det ansvar, som følger med titlen.
»Nu, hvor han er mester, bliver han nødt til at styre sig en smule, for der er mange børn og voksne, der ser op til ham nu,« siger Lewis til Sportsweek.
»Der vil være mange boksere og andre folk, som vil have en masse at sige om ham. Hvis man tillader Fury at sige hvad som helst, uden at han bliver sagt imod, er man for blød over for ham. Han har kun respekt for, at man siger ham imod. Men han er en anden type på sværvægtsscenen. Hans karakter taler til folket,« siger den tidligere engelske verdensmester, som vandt VM tre gange i sin karriere, hvor han boksede 44 kampe og blot tabte to.
Han vandt over så prominente boksere som Evander Holyfield, Shannon Briggs, Ray Mercer, Vitalij Klitschko og Mike Tyson.
Lewis trak sig tilbage i 2004 som regerende mester i sværvægt.
Hans manager Mick Hennessy siger, at en ny kamp mellem Fury og Klitschko vil blive placeret. hvor det giver mest økonomisk fornuft.
»Wembley Stadion er meget fristende, hvis det sker på det rigtige tidspunkt, men det bliver nødvendigvis, når fodboldsæsonen er slut,« siger Furys manager, som dog tvivler på, om Vladimir Klitschko ønsker at møde Fury igen.
»Klitschko fik en hård medfart i lørdags, og jeg er sikker på, at der er meget mere i vente fra Furys side. Jeg tror, at hvis de to mødes igen, bliver Klitschko slået ud,« lyder det fra Mick Hennessy.