Badmintons Mount Rushmore mødes i Solrød
Peter Gade ser frem til at kæmpe mod tre asiatiske konkurrenter, han har haft drabelige dyster med gennem årene.
Ni All England-titler, seks VM-titler og tre olympiske guldmedaljer.
Det er det samlede CV, som de fire nuværende og tidligere badmintonspillere Peter Gade, Lin Dan, Lee Chong Wei og Taufik Hidayat kan fremvise.
Søndag mødes de fire rivaler til en duel på dansk grund, når begivenheden Legends Vision finder sted i Solrød Hallen.
Peter Gade, der stoppede sin aktive karriere som badmintonspiller for flere år siden og nu er landstræner for Frankrig, ser frem til at optræde foran et dansk publikum igen.
»Jeg har haft mange gode kampe med de tre spillere, og vi kender hinanden rigtig godt. Så det bliver sjovt at spille mod dem foran et dansk publikum og på den måde give noget tilbage til badmintonsporten,« siger han.
De fire spillere har samme sponsor, Yonex, og derfor har det været muligt at stable Legends Vision-begivenheden på benene. Faktisk kommer begivenheden rundt til fire byer verden over. I maj var den i Beijing, i august var den i Jakarta, og til december er det Kuala Lumpurs tur.
I badmintonsporten har det gennem en årrække stort set kun været Danmark af de europæiske lande, der har budt asiaternes dominans trods.
Peter Gade var en af de danske spillere, der opnåede stor succes, selvom han måske ikke fik den samme økonomiske støtte fra sit land, som Lin Dan, Lee Chong Wei og Taufik Hidayat har modtaget.
Derfor har han et budskab om, at de bedste danske atleter, ikke bare i badmintonsporten, skal have langt mere støtte i form af økonomi og andre ressourcer, hvis Danmark skal gøre sig gældende i forhold til Asien i fremtiden.
»Der er desværre ikke nok ressourcer i Danmark til at gøre det samme, som man gør i Asien. Der er ingen tvivl om, at de danske atleter kunne få mere ud af deres talent, hvis de fik mere i støtte,« siger Peter Gade.
Legends Vision er ikke den eneste store danske badmintonbegivenhed i den kommende tid. Fra på tirsdag begynder den danske Super Series-turnering Denmark Open nemlig også i Odense.