Mytisk sving får formel 1-kørerne til at svede

For almindelige mennesker er det grænseoverskridende, hvis man skal tage et mindre sving med 100 km/t.

Men hvad skal der til, for at en formel 1-kørers puls stiger bare en anelse?

Hvilken kombination af op og ned, højre og venstre, bremse og speeder skal der til, for at det er noget, man taler om i pitten?

Svaret ligger på Circuit de Spa-Francorchamps i Belgien. Den godt 7 km lange bane består af 19 sving, hvoraf tre giver præcis den kombination, der tænder en lille film bag øjenlågene på Alonso, Räikkönen og Hamilton, når de lægger sig for at sove.

Lad os få Fernando Alonso til at beskrive kombinationen, der hedder Eau Rouge – men faktisk slutter af med svinget Raidillon, før kørerne når ud på det lange lige stykke, der hedder Kemmel.

»Man kommer ind i første sving fra en nedkørsel, hvor der kommer et pludseligt retningsskifte i bunden, og så går det opad. Fra cockpittet kan man ikke se udgangen af svinget, for man kommer over en forhøjning, og man ved ikke, hvor man ender. Det er et vigtigt sving, for man skal op ad bakke bagefter, hvor man kan tabe en masse tid, hvis man laver en fejl i svingene,« siger McLaren-køreren om Eau Rouge, der har et nærmest mytisk skær over sig.

Sømmet i bund

Svingene i Eau Rouge er nemlig designet så djævelsk, at kørerne hamrer igennem med sømmet i bund, og det giver en hastighed på 300 km/t.

Først en smule til venstre, så en smule til højre, men nu begynder det at gå opad, så rammer man toppen, hvor man skal dreje til venstre igen, og det er her, at man kan afgøre, om der sidder en lille søndagsbilist på rattet af køreren.

Her må man ikke lette på speederen. For hvis man kommer ud af Raidillon 5 km/t langsommere end de andre, så vil man de næste 23 sekunder i princippet køre 5 km/t langsommere. Og det er dyrt i en sport, hvor man tæller millisekunder.

»Jeg har testet en Porsche 911 GT3 på Spa. Da jeg ramte Eau Rouge, kørte jeg 200. Det er en kæmpe oplevelse. Første gang holder man vejret, for der er en blind sektion på toppen. Det føles bogstaveligt talt, som om man kigger op i himlen, for den er det eneste, man kan se, og i princippet kan hele feltet holde parkeret oppe på den anden side af bakketoppen, og man har ikke en chance for at se det, før man er igennem,« siger Jyllands-Postens formel 1-ekspert, Thomas Wulff, der har været danmarksmester i langdistancerace.

Søndag indtager formel 1-feltet så Spa igen, og det er noget, der begejstrer Thomas Wulff.

Størst højdeforskel

»Hvis Gud havde kastet asfalt ned fra himlen for at lave den perfekte formel 1-bane, ville det være Spa.

»Det er også den bane, hvor der er den største højdeforskel fra det laveste til det højeste punkt. Den er smuk, når man står op om morgenen, og vejret i Ardennerne er uforudsigeligt. Det kan regne i den ene ende af banen, og solen kan skinne i den anden. Det skifter hurtigt, og det er en faktor, der gør hele racet uforudsigeligt,« siger Thomas Wulff.

Thomas Wulff beskriver, hvad fascinationen er ved Eau Rouge.

»Man bevæger sig på grænser, hvor der er ikke er noget kompromis på den anden side. Det er enten-eller, og det er jo der, at racerløb er rigtigt fedt. Det er der, hvor skiløb er fedt, der hvor vi hylder cykelrytterne, når de kører ned ad bjergsiden, der hvor pedalen er så langt i bund, at den slår gnister. Det er bare fascinerende i sig selv.«

Og der er ingen tvivl om, hvad kørerne fokuserer på, når startlamperne bliver grønne.

Forleden tweetede Lotus-køreren Romain Grosjean et billede, hvor han var ved at styrketræne sine ben. Teksten var: »Jeg vil lige sikre mig, at mine ben er stærke nok til at holde pedalen i bund ud af Eau Rouge.«

Svaret kom prompte fra kollegaen Daniel Ricciardo fra Red Bull: »Det er ikke dine ben, du skal bekymre dig om min ven. Det er det par, du har mellem benene.«