Før braget: Sådan skal de bokse for at vinde
Her er buddet på, hvordan Manny Pacquiao og Floyd Mayweather Jr. skal bokse for at hive en sejr hjem.
Nattens kamp i MGM Grand Arena Garden er en kamp mellem to fantastiske boksere, der har hver deres stil. Manny Pacquiao er en fremragende offensiv fighter, mens Floyd Mayweather er en defensiv troldmand. Pacquiao bygger sin stil på aggressivitet, hurtige hænder, ekstrem bevægelighed på sine fødder og imponerende kombinationer.
Mayweather bygger den på hurtighed, evnen til at neutralisere modstanderen og kontrastød. Som Mayweather sagde kort efter, at kampen blev annonceret: »Jeg interesserer mig ikke så meget for, hvad modstanderen er dårlig til. Jeg interesserer mig for, hvad han er god til, og så tager jeg det fra ham.«
Overordnet set vil Mayweather forsøge at vinde kampen fra distancen, mens Pacquiao vil tættere på for at kunne lande sine giftige kombinationer. Selvom Mayweather er fremragende til at forsvare sig i infight, så vil det give Pacquiao for meget spillerum at lade ham komme tæt på. Pacquiao ønsker en kamp med et højt tempo og mange slagudvekslinger. De er ikke ufarlige for ham selv, men de øger hans chance for at vinde.
Problemet for Mayweather er, at han får svært ved at kontrollere sin modstander, som han plejer. Pacquiao er nok den bokser i gamet, der er sværest at neutralisere. Mayweather er fremragende til at styre distancen mod de fleste modstandere, men Pacquiaos benarbejde gør, at han kan flyve ind og ud af Mayweathers rækkevidde.
Får Pacquiao held med at udnytte sit benarbejde, så kan kampen blive ekstremt underholdende. For så er Mayweather nødt til at bruge sin offensiv meget mere. Og Mayweather har nogle fantastiske våben i angrebsarsenalet. Tidligere i karrieren viste han eksempler på det, men han har valgt en taktisk defensiv stil, der øger hans chancer for at vinde.
På den anden side har Manny Pacquiao tidligere i karrieren vist, at han har problemer med kontraboksere. Modstandere som Erik Morales og især Juan Manuel Marquez har han haft svært ved at imponere mod. Han er ofte blevet ramt af modstanderens højre, efter han selv har angrebet. Det var det, der skete, da han brutalt blev knockoutet af Juan Manuel Marquez i 2012. Kampen syntes at vende til hans fordel, men så blev han overmodig og rendte direkte ind i mexicanerens højre. Pacquiao blev knockoutet og lå længe bevidstløs på kanvassen. Dette er naturligvis positivt for Floyd Mayweather, der er en fremragende kontrabokser.
Så begge boksere har det, der skal til at besejre modstanderen. Det er en kamp, der indeholder et stort element af usikkerhed om, hvad der sker. Kan Pacquiaos hurtige hænder og fødder nedbryde Pacquiaos defensive stil? Kan Mayweathers kontraboksning og defensive kneb neutralisere Pacquiao? En ting er sikkert – ingen bokserne har stået overfor så formidabel en modstander før.