Manny Pacquiao tjener 15 mio. kr. alene på sine shorts
Manny Pacquiao tjener millioner alene på reklamerne på sine bokseshorts.
Selvom at Floyd Mayweather og Manny Pacquiaos boksekamp gemmes væk bag en halvdyr pay-per-view-mur natten til søndag, så er kampen alligevel så eksponeret i medierne, at det er en dyr fornøjelse at reklamere under kampen.
Et af de bedste blikfang er bukserne på de to boksere, og nu er det kommet frem, at man reklamepladsen på Manny Pacquiaos rumpe indbringer ham 15 mio. kr, skriver bleacherreport.
»Raten for denne kamp er anderledes end for tidligere kampe. Indtil nu har vi seks firmaer, der vil have deres logo på Manny shorts,« siger Eric Pineda, der er Pacquiaos forretningschef.
Selvom 15 mio. kr. kan lyde af mange penge, så er det faktisk peanuts for filippineren. Seneste opgørelse af hans indkomst - fra 2012 – viser, at han dengang havde en indtægt på knap 400 mio. kr.
Og alene opgøret mod Mayweather indbringer Manny Pacquiao 700 mio. kr.
Jyllands-Posten liveblogger fra kampen mellem Floyd Mayweather og Manny Pacquiao natten til søndag. Det er omkring kl. 5. Læs efter kampen reportage fra vores udsendte medarbejder i Las Vegas.