Kaotisk pressemøde med Manny Pacquiao
Superstjernen Manny Pacquiaos møde med pressen før storkampen mod Floyd Mayweather Jr. blev en hård omgang for de fremmødte pressefolk.
Natten til torsdag dansk tid mødte Manny Pacquiao pressen for eneste gang siden annonceringen af ”Århundredets kamp” mod Floyd Mayweather Jr. for godt en måned siden. De to boksere møder hinanden den 2. maj i kasinoet MGM Grand i Las Vegas i den dyreste boksekamp nogensinde. Bokserne får tilsammen mindst 250 mio. dollar – 1,75 mia. kroner.
Stedet for pressemødet var den berømte Wild Card Boxing Club i Hollywood i det nordlige Los Angeles. Pressen havde på forhånd fået at vide, at den kunne komme ind fra klokken 12.30 lokal tid, men allerede da var lokalerne indenfor stoppet til sidste mand. Der var ikke styr på tilmeldingerne, og omkring 75 desperate journalister med akkreditering stod uden for porten til bygningen sammen med nogle nysgerrige fans og kunne ikke komme ind. Bag tremmerne i den store port ind til baggården stod tre mænd og holdt mængden i ro. Fortvivlede journalister råbte deres panik ud for at komme ind. En kvinde kommer flere gange ud og råber efter enkelte navngivne journalister, der lykkelige masser sig gennem mængden.
”Spørg Steve om mig. Jeg kender Steve. Det er ham, der står for det hele,” forsøger en sig.
En bredskuldret mand med kortklippet gråt hår bag porten rynkede øjenbrynene.
”Der er ingen her, der hedder Steve,” svarede han kort.
Men håbet er stadigt lysegrønt.
”Det er en chance, vi kun får en gang i livet. Lad os blive til klokken seks,” siger en filippinsk kvinde med to småbørn til sin mand, der står med en sutteflaske i hånden.
Han nikker og sætter mere end fem timer af for blot en lille chance for at se deres idol.
Indenfor rammer varmen hårdt, og flere journalister kommer opkogte ud efter vandflasker i den lokale kiosk, der ligger i samme bygning. Hver gang spørger de nærmeste i porten, om de ikke kan komme ind, nu da en er kommet ud. Det er som et populært diskotek, men desperationen er større. Der er ingen alternativer til at komme ind her.
Pludselig dukker en mindre kortege af biler op foran bygningen og skal ind. En sort Mercedes 550 SL har Manny Pacquiao bag rettet. Flere forsøger at vride kroppen af led for at få et foto, samtidig med at de flytter sig. Der er 12 minutter til hovedpersonen skal begynde sin del af pressemødet, så panikken begynder for alvor at sætte ind.
Tiden går, og pessimismen breder sig i den store gruppe af mennesker. Det bliver tilsyneladende ikke til fotos, videooptagelser eller artikler. Flere overvejer, om de skal tage hjem, da den gråhårede mand med de brede skuldre dukker op bag porten.
”Må jeg få ro,” siger han bestemt og fortsætter: ”På Mannys ordre kan jeg fortælle, at alle kommer ind. Det kommer til at tage noget tid, men vi sørger for, at I alle kommer ind”.
Lettelsen breder sig, men det viser sig, at det først er til Pacquiaos workout efter pressemødet, at mængden uden for porten bliver lukket ind. Klokken er omkring 15, da det endelig sker. Flere fotografer og journalister har fået det de skal bruge, og samtidig flytter det hele en sal op, hvor der er lidt bedre plads.
Men indenfor venter lige så stor en kødrand. Denne gang omkring den ring, hvor hovedpersonen skal småtræne for tv-folk og fotografer. Der er omkring 200 mennesker i det lille lokale. Der bliver også lavet interviews, men kun de store lokale tv-stationer kommer ind i ringen. Et par journalister med et tv-kamera aftaler, at når Pacquiao kommer over i nærheden af dem, vil de lave et raid ind i ringen, så de kan få et bedre billede.
Hver gang han bevæger sig en meter rundt i ringen til det næste interview ved ringside, sker der en skubben, og de mange kameraer vender sig lynhurtigt med.
”I har fået jeres optagelser,” råber en kameramand, der fra naturens hånd ikke er tildelt meget mere end 170 centimeter i højden.
Det er slet ikke nok, når man ikke står i forreste række. En barmhjertig sjæl, der har fået sine fotos, giver ham plads.
En journalist griner og fortæller sin kollega, at han lige er blevet skubbet væk af svensk tv. Alle vil frem i forreste række. I den modsatte side af ringen står Freddie Roach. Han er næsten lige så omsværmet som stjernen selv. Træneren, der syv gange er blevet kåret til årets træner af de amerikanske sportsjournalister, taler et mere klart sprog end Pacquiao. Filippineren, der næsten er for venlig, kommer med venlige udtalelser, der i hver anden sætning har en lovprisning af Gud. Så de gode citater kommer fra træneren, og det ved de mere erfarne journalister.
I baggrunden sidder den aldrende promotor Bob Arum. Trætheden lyser ud af ham. Han er en af hovedmændene bag kampen, men lige nu er kun en enkelt interesseret i at snakke med ham.
Flere og flere journalister maser sig ind i ringen. Pacquiaos træner Freddie Roach må sætte sig ned et øjeblik omgivet af folk. Han har dog energi til at smile og kommer op igen.
Den lette sparring i midten giver de fleste mulighed for at få deres fotos. Der begynder at falde ro i salen. Pludselig bryder Pacquiao og Roach op. De går hurtigt ud af en dør ved siden af ringen. Over den står der ”Pacquiao Avenue”. Selvom Wild Card Boxing Club er et sted, hvor alle kan træne, så er der ingen, der er større end Manny.
Sekunder senere bryder journalisterne op og er på vej ud. Artiklerne skal skrives, tv-indslagene produceres. Den filippinske familie udenfor er væk. USA er chancernes land, men ikke alle drømme bliver opfyldt.