Ward klar til at møde Froch
Amerikaneren Andre Ward erklærer sig klar til at give Carl Froch en revanche i England – men ikke i Nottingham.
”Carl, vi venter på, at du tager telefonen og ringer,” udtaler den amerikanske verdensmester Andre Ward.
Årets kamp i Mikkel Kesslers vægtklasse – supermellemvægt – ser ud til at være på vej, og det er desværre uden danskeren. Andre Ward har udtalt, at han er villig til at tage til England for at møde Carl Froch. Kampen vil være en rematch af finalen i Super-Six turneringen, hvor også Mikkel Kessler var med.
Kampen kommer på ordre af WBA. Verdensforbundet har i sit virvar af titler begge boksere som verdensmestre. Ubesejrede Andre Ward er som ”Super Champion” den øverstrangerede i de op til fire mestre forbundet anerkender, mens Carl Froch er nummer to i det absurde system.
Selvom Ward accepterer at komme til England, vil han dog ikke bokse i Carl Frochs hjemby Nottingham.
”At bokse i Storbritannien er en ting, Nottingham er noget andet. Nu siger Froch ”Jeg kom til USA, nu må du tage til Nottingham,” siger Andre Ward i et interview med Sky Sports News.
”Der er bare det, at Atlantic City, hvor vi boksede finalen i Super Six-turneringen, er tusindvis af miles fra mit hjem – det var en kamp, jeg måtte rejse for. Jeg bor på vestkysten, og den kamp var på østkysten, hvilket er en seks timers flyrejse for mig,” siger Andre Ward, der bor i San Francisco-forstaden Oakland.
Hvis kampen bliver en realitet, betyder det, at Mikkel Kesslers fremtid i ringen fortoner sig i det dunkle. Danskeren har sat to modstandere op som mulige, hvis han skal tilbage til ringen, og det er netop Andre Ward og Carl Froch. Kalle Sauerland har ellers været i USA sammen med Viasat for at se, om de kunne lokke amerikaneren til Danmark. Men det ser altså ikke ud til at lykkes. Så kampen kan også blive en gravsten for en stor dansk boksekarriere.
Men Ward-Froch er også en klart større kamp sportsligt end et opgør mod danskeren, der ikke har bokset siden nederlaget mod Carl Froch i maj 2013. Ward og Froch bliver af alle eksperter anset for de to bedste i vægtklassen. Økonomisk ser en kamp på Wembley som mulig placering da også ud til at være større end det, som Sauerland og Kessler har at byde på i Danmark. I sin seneste kamp trak Carl Froch 80.000 tilskuere i et opgør mod landsmanden George Groves.
Kampen er endnu ikke en realitet, og der venter stadig seje forhandlinger forude.
”Jeg har accepteret at komme til Storbritannien, men det skal være på de rette betingelser. Jeg er ligeglad med, hvad der bliver sagt i pressen. Jeg vil ikke acceptere hvad som helst, og der skal være enighed, hvis jeg skal til England,” siger Andre Ward.