Fortsæt til indhold
Sport

Alex Pedersen: Jeg forstår Oleg Tinkov

Cykling: Den tidligere sportsdirektør kalder det normalt, at en ejer påtaler den sportsligt ansvarlige, når resultaterne halter efter målsætningen.

Daniel Winther Pedersen

Hvis Barcelona, Real Madrid, Manchester United eller et af de andre tophold inden for fodboldens verden ikke leverer sejr efter sejr, er det ganske gængs, at klubbens præsident tager fat i den sportsligt ansvarlige og kræver forandring.

Det samme gør sig gældende i cykelsportens verden, mener tidligere cykelrytter og tidligere sportsdirektør under Bjarne Riis Alex Pedersen.

»Både Bjarne Riis og Oleg Tinkov har ambitioner om at skabe verdens bedste cykelhold. Men sammenligner den russiske holdejer sit hold med Team Sky og Quick-Step, er man allerede langt bagud med sejre i denne sæson,« siger Alex Pedersen.

At suspenderingen af Bjarne Riis allerede sker i begyndelsen af sæsonen, mener Alex Pedersen dog er en smule forhastet.

»Jeg ved ikke, hvad der er sket mellem Oleg Tinkov og Bjarne Riis. Tinkoff-Saxo har ikke haft vanvittigt dårlige resultater, men manglet nogle sejre indtil nu. Men når vi kommer til september, kan der jo sagtens være vendt op og ned på det billede. Nogle har mere is i maven end andre,« siger Alex Pedersen.

Opbakning fra rytterne

Dan Frost, der også er tidligere sportsdirektør under Bjarne Riis, erkender da også, at det er en holdejers ret at gå efter den sportsligt ansvarlige, når resultaterne ikke matcher målsætningen.

Både Bjarne Riis og Oleg Tinkov har ambitioner om at skabe verdens bedste cykelhold. Men sammenligner den russiske holdejer sit hold med Team Sky og Quick-Step, er man allerede langt bagud med sejre i denne sæson.
Alex Pedersen, tidligere sportsdirektør under Bjarne Riis

I Bjarne Riis og Tinkoff-Saxos tilfælde mener han dog, at en væsentlig faktor vejer tungere end de manglende sejre i år.

»Bjarne Riis har meget stor opbakning blandt rytterne. Det er nok den store forskel på hans situation, og når en fodboldklub fyrer en træner. Hvis rytterne kunne vælge, ville de helt sikkert beholde Bjarne Riis på holdet,« siger Dan Frost.

Han fortæller også, at det ikke kun er rytterne, som føler, at de står på usikker grund lige nu. Siden den stenrige russer med de store armbevægelser overtog holdet, har flere af de ansatte haft fiskesnøren i vandet.

»Dem, som jeg snakkede med i løbet af sidste sæson, fortalte mig, at stemningen på holdet er blevet helt anderledes. De føler sig usikre på deres situation og deres job. Derfor har flere af dem forhørt sig andre steder for at få job,« siger Dan Frost.

De danske ryttere rammes

I og med, at Bjarne Riis »kun« er suspenderet, ved man endnu ikke, om han fortsætter på det russiske cykelhold, eller om det ender med en fyring.

Ender det med det sidste, peger Alex Rasmussen på, at det kan gå hårdt ud over de danske ryttere.

»Bjarne Riis holder jo helt naturligt øje med danske cykeltalenter, og i nogle tilfælde giver han dem måske også lidt ekstra snor og en ekstra chance. Hvis han ikke længere er en del af holdet, som jo er russisk nu, kan det betyde færre danske ryttere på holdet i fremtiden,« siger Alex Pedersen.

Samtidig bliver der spekuleret i, hvorvidt Alberto Contador har lyst til at fortsætte på Tinkoff-Saxo, hvis den danske holdchef ikke længere er i staben.

Alex Pedersen peger dog på, at cykelrytterne er professionelle mennesker, som godt ved, hvor pengene kommer fra.

»Livet har lært mig, at ingen er uundværlige. Sådan er det også på Tinkoff-Saxo. Bjarne er en af de bedste holdchefer, der er i cykelsporten, men Alberto Contador har kontrakt til 2016. Ingen ryttere kan skifte hold nu, og hvis han ikke kan finde et nyt hold efter sæsonen, som er villige til at betale ham 20 til 30 mio. kr. om året, er det altså pengene, der taler,« siger Alex Pedersen.

I søndags blev den første af de vigtigste forårsklassikere, Milano-San Remo, kørt, og rundt om hjørnet venter flere af forårets store løb.

Dan Frost er enig med Alex Pedersen i, at livet går videre på Tinkoff-Saxo uden Bjarne Riis. Alligevel mener han dog, at tidspunktet kunne være mere velvalgt.

»Der er aldrig et godt tidspunkt for sådan noget. Det vil give lidt grus i maskineriet den næste tid, og der venter vigtige løb. Rytterne skal nok finde ud af at køre stærkt igen. Selvom Bjarne Riis er en vigtig brik, er ingen uundværlige. Nu bliver det blot interessant at se, hvordan resultaterne bliver efterfølgende,« siger Dan Frost.

Et umage makkerpar

Selv om Alex Pedersen forstår mekanismen i, at Oleg Tinkov kan være utilfreds med, at Tinkoff-Saxo kun har fået to sejre i år, mens Quick-Step allerede har 18, er han ærgerlig over, hvis det ender med en fyring til Bjarne Riis.

Han tør dog ikke gætte på, om de to parter finder ud af tingene eller ej.

»Jeg har kun læst, hvad der står i medierne, og ingen kender vel den reelle årsag til, at det endte med en suspendering. Derfor vil jeg heller ikke skyde løs med teorier om det ene eller det andet. Vi ved ikke, hvor dyb kløften mellem dem er, og tiden må give svarene,« siger Alex Pedersen.

Umiddelbart er Bjarne Riis og den stenrige russer to vidt forskellige typer. Men Alex Pedersen tror på, at de sammen kan opnå store resultater.

»Oleg Tinkov har jo masser af penge og tårnhøje ambitioner. Samtidig er Bjarne Riis en af de bedste til det, som han gør, inden for cykelsporten,« siger Alex Pedersen.