Fortsæt til indhold
Sport

Lotte Friis tænkte negativt i flere uger

Lotte Friis havde en svær periode, efter at hun var flyttet til USA.

Den danske svømmer Lotte Friis har ikke haft et nemt år. Siden 2007 har hun hvert år vundet mindst en medalje, men 2014 blev året, da hun ikke kom på skamlen.

I år flyttede hun fra Frankrig til USA – Baltimore – for at kommer til et endnu bedre svømmemiljø, men skiftet betød også, at hun for alvor kom langt hjem fra, hvor hun savnede sin familie og venner i Danmark.

”Det gjorde, at jeg tænkte en masse tanker. Har jeg truffet det rigtige valg, er jeg ved at være for gammel, er jeg i det rigtige miljø, kan jeg bevare motivationen de næste år, og det der bekymrede mig mest; har jeg råd til at blive ved med at svømme to år endnu? Alle disse tanker påvirkede min træning rigtig negativt de første 4-5 uger, intet fungerede og jeg følte mig træt og uoplagt,” skriver hun i et nyhedsbrev.

I nyhedsbrevet skriver Lotte Friis også, at hun er begyndt at læste til kostvejleder med et tilvalg om sportsernæring, hvilket hjalp i den svære tid.

”Heldigvis brugte jeg mega meget tid på at læse og have fokus på min nye uddannelse i de uger, og det fik stoppet mine negative tanker, og da et par samarbejdsaftaler faldt på plads, og jeg igen fik styr på min økonomi, genvandt jeg lysten, motivationen, og det fik øjeblikkelig en positiv effekt på min træning.”

Lotte Friis fortæller også om, at hun meldte fra til det netop overståede VM i kortbane, fordi der var for kort tid til at forberede sig, og at det ville ødelægge forberedelserne til VM i Kazan i sommeren 2015.

”Jeg har haft meget svært ved at acceptere, at mit 2014 bliver uden en eneste medalje. Men jeg har også besluttet, at intet må stå i vejen for mine forberedelser frem mod VM i Kazan og OL i Rio,” skriver hun.