Fortsæt til indhold
Sport

Svømmestjerne melder afbud til VM

VM på kortbane i Qatar bliver uden en af Danmarks største svømmeprofiler.

Når Danmark i starten af december drager til Qatar for at svømme VM på kortbane, bliver det uden svømmeprofilen Lotte Friis. Langdistancesvømmeren har besluttet at melde fra slutrunden på grund af en mindre skade og sygdom.

”Ved sæsonopstarten midt i september fungerede min træning ikke optimalt. Derudover har en mindre skulderskade samt sygdom sat mig tilbage. Den seneste måned har det imidlertid kørt rigtig godt, men jeg føler, at jeg er sat så langt tilbage, at jeg ikke vil kunne præstere optimalt i Doha. Så i stedet for en halvhjertet indsats ved et kortbane mesterskab vælger jeg nu at fokusere min træning 100 procent frem mod sæsonens vigtigste stævne, VM på langbane, i Kazan næste sommer,” siger Lotte Friis i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeforbund.

Den danske svømmer har i det seneste år trænet i Baltimore i USA, hvor hun forbereder sig til VM i Kazan 2015 og OL i Rio i 2016. Det har ført til en stor omvæltning af hendes træning, hvilket blandt andet fik indflydelse på hendes EM på langbane i august, hvor hun ikke fik nogen medalje. Samtidig blev hun under slutrunden ramt af en mindre madforgiftning.

I Dansk Svømmeforbund accepterer man Lotte Friis’ beslutning.

”Vi har naturligvis været i tæt dialog med Lotte og i fællesskab vurderet, hvad, der ville være det rigtige at gøre. Lotte er en meget rutineret svømmer, som ikke behøver at deltage ved internationale mesterskaber for at opnå international stævneerfaring eller lignende. I den givne situation er der mere ræson i, at Lotte er i Baltimore i hendes daglige træningsmiljø,” siger sportschef Mikkel von Seelen i en pressemeddelelse.

Derved bliver Lotte Friis ikke en del af truppen på 14 svømmere, der skal i aktion ved VM i Doha fra d. 3. – 7. december.