Fortsæt til indhold
Sport

Tyson amok i piger og pot under besøg i København

Den amerikanske sværvægtsstjerne Mike Tyson beretter i sin selvbiografi om et kaotisk besøg i Danmark, da han tævede Brian Nielsen i 2001. Bettina Palle føler sig krænket over påstand i bogen.

Mike Tyson husker ikke ligefrem kampen mod Brian Nielsen i Parken i 2001 som et sportsligt højdepunkt i sin karriere.

"De kaldte ham Super Brian, og han havde vundet toogtres af sine treogtres kampe. Han havde vundet over Bonecrusher Smith, Tim Witherspoon og Larry Holmes, men de var på vej nedad, da han boksede dem. Han var en stor dreng, 191 cm og 118 kilo, så jeg havde en stor målskive at sigte efter (…) Han faldt som et mammuttræ. Hvis rebene ikke havde taget af for faldet, tror jeg, at han havde flækket ringen i to dele."

Mike Tyson var selv utrænet og mødte op med sin tungeste kampvægt i karrieren. I flere år havde han ifølge bogen haft et alkohol- og stofmisbrug, ligesom boksestjernen også var sexafhængig.

Og sex fik han og vennerne meget af i Danmark, påstår han.

"Da kampen var forbi, gik vi i totalt festhumør. Jeg havde en stor hotelsuite, og Croc og jeg fik fat i noget pot og sprut, og der kom piger op på værelset. De var normale, almindelige piger, hverken ludere eller strippere, bare helt almindelige piger med normale 9-16-kontorjob. Der var en stor sexscene i København med en masse sexklubber, men det var lidt for vildt selv for mig. Opfattelsen af sex i Danmark, Tyskland og Balkanlandene var for voldsom," skriver Mike Tyson.

Helt stille gik det dog ikke af, og han praler blandt andet af, hvordan han og ”Crocodile” ordnede en palæstinensisk pige sammen på et badeværelse. I bogen hævder han også nonchalant, at hans ven skulle have haft sex med Bettina Palle.

Den danske boksepromotor føler sig krænket af Tysons påstande, og hun har forsøgt at kontakte Steve Fitch i bestræbelserne på at få ham til at dementere historien.

»Steve Fitch var nærgående over for mig, men jeg afviste ham og var på intet tidspunkt alene med manden. Hør her, han skriver, at Brian ikke var populær! De må have været rigtig meget på stoffer, for der er næsten intet i kapitlet om København, der passer. Jeg er vred over, at Tyson skriver, som han gør, og jeg er i dialog med min advokat om, hvad jeg skal gøre,« siger Bettina Palle.

Premium: Læs også Michael Enggaards feature om Mike Tyson eller første kapitel af selvbiografien.