Fortsæt til indhold
Sport

Boksestjerners broderskab sikrede Tysons datter en smuk begravelse

I sin selvbiografi reflekterer Mike Tyson over tabet af sin fireårige datter, Exodus, der blev kvalt i sikkerhedslinen på et løbebånd. Det har gjort ham til medlem af det, han kalder ”De efterladte forældres klub”.

Midt i kampen for at komme fri af sit omfattende stofmisbrug mistede Mike Tyson i 2009 sin datter Exodus. Hun blev kvalt i sikkerhedslinen på et løbebånd og fundet af sin storebror.

I sin selvbiografi beskriver Mike Tyson, hvordan han oplevede de følgende uger. På dette tidspunkt var hans karriere forbi, og han kæmpede hårdt for at redde sit parforhold med sin nuværende hustru, Kiki, som ikke var mor til Exodus. Han fik besked over telefonen og rejste straks til Phoenix, hvor datteren levede.

"Da jeg kom frem til hospitalet, blev Exodus holdt kunstigt i live uden håb om at komme til bevidsthed. Jeg var rasende. Nogen skulle bøde for det, der var sket. Men jeg var omringet af forældre til andre børn, der var ved at dø på hospitalet. De kom hen til mig og trøstede mig. Nu var jeg medlem af en klub, som ingen nogensinde havde ønsket at blive meldt ind i – de efterladte forældres klub," skriver Tyson i bogen.

Hændelsen fremstår som det værste i bokserens i forvejen kaosprægede liv.

"Nu ville min søn Miguel aldrig blive den samme igen. I sit hoved ville han altid have billedet af, hvordan han havde fundet sin søster kvalt. Hvordan kommer vi os over sådan en tragedie? Hvordan kan nogen kapere den form for tab. Det står ikke i AA-håndbogen. Fortæl mig, hvilken bog det står i, for den bog vil jeg gerne læse. At miste Exodus er det eneste i mit liv, som jeg ikke kan finde nogen form for taknemmelighed for. Nogen skal betale og tage smerten, om det så skal være mig. Næsten fem år er gået nu, og jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg skal overleve det."

Tyson glæder sig dog over, hvordan hans eks-koner og børn rykkede sammen.

"Jeg var så stolt af at se alle mine børn være der for at ære deres søster (…) I tragediens stund var vi én stor familie."

Han trak på boksesportens broderskab i forbindelse med begravelsen.

"Hendes yndlingsmusiker var Nigga, en reggaetonstjerne fra Panama. Jeg ringede til Luis de Cuba, der satte mig i kontakt med Roberto Duran. Robertos søn brugte sine kontakter og arrangerede, at Nigga kom og spillede. Han var fantastisk. Jeg havde altid godt kunnet lide Duran. Jeg kan aldrig betale ham tilbage for at få Nigga til at optræde til ære for min datter. Jeg vil altid stå i gæld til ham og Nigga for deres medfølelse."

Mike Tyson var totalt blanket af i 2009, men både lægeregning og begravelse blev betalt af donationer.