Patriotisk frisure tænder amerikansk Ryder Cup-håb
Rickie Fowler har fået "indgraveret" USA i sit hår op til weekendens Ryder Cup.
Amerikanske Rickie Fowler er en af golfsportens bedste spillere. Men han er også en af de mest farverige, og netop den egenskab har han endnu engang vist op til golfens største begivenhed, Ryder Cup, der begynder fredag.
Fowler er således mødt op i Skotland, hvor dysten mellem Europa og USA foregår, med en helt ny og meget patriotisk frisure. Den 25-årige amerikaner har fået ”indgraveret” bogstaverne U-S-A i sit hår, og dermed har han sendt et signal til både med- og modspillere om, at han vil gå langt for sit land under Ryder Cup.
Det har vakt stor opmærksomhed i internationale medier, ligesom frisuren også er et flittigt samtaleemne på Twitter. Men frisuren er heller ikke gået ubemærket hen hos USA’s Ryder Cup-kaptajn, Tom Watson.
”Jeg synes, det er fedt og fantastisk. Det giver lidt mod til holdet, og jeg bliver ikke overrasket, hvis Ted Bishop (præsidenten for PGA of America, red.) putter USA i sit hår, hvis det betyder, at vi kommer til at vinde,” sagde den amerikanske kaptajn ifølge Daily Mail på et pressemøde for nylig.
Tom Watsons kontrastykke, den europæiske kaptajn, Paul McGinley, har også fundet tid til at kommentere på Rickie Fowlers patriotiske frisure.
”Som Tom (Watson, red.) sagde, så synes jeg, at det er fedt. Jeg synes, det er glimrende, at han er så passioneret omkring sit land, at han vil gøre sådan noget for Ryder Cup,” sagde ireren, der altså er kaptajn for Europa under den transatlantiske dyst.
Rickie Fowler lagde for et par dage siden nedenstående billede op på sin Twitter.
Rickie Fowler har i denne sæson været en af de mest konstante spillere i toppen af de største golfturneringer. Han sluttede i top fem i samtlige fire majors, men vandt dog ingen af dem.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at han har vundet en masse amerikaneres hjerter med sin nye frisure.
Mange amerikanere og golfelskere håber også, at Rickie Fowler undervejs i Ryder Cup får muligheden for at spille mod verdens bedste golfspiller, nordirske Rory McIlroy. De to unge spillere har i den her sæson haft flere skarpe dueller, og derfor er der store forventninger til dem begge op til dette års Ryder Cup.
”Jeg har lidt at indhente, for han har vundet over mig et par gange. Men begge de gange, jeg har vundet, er han sluttet som nummer to. Det har været sjovt, og det ville være sjovt at have nogle flere dueller, specielt til dette års Ryder Cup,” har Rickie Fowler ifølge The Guardian sagt op til Ryder Cup.
Dysten mellem Europa og USA begynder fredag morgen, og det europæiske hold har Thomas Bjørn med. Det er første gang i 12 år, at danskeren er med til Ryder Cup som spiller.
Europa har vundet fem af de seneste seks Ryder Cups, og derfor håber amerikanerne uden tvivl, at Rickie Fowlers patriotiske og passionerede frisure kan bidrage til at føre dem til triumf igen.