Herresvømmer kan blive fremtidens superhelt
Danmark kan i fremtiden få en mandlig ”superhelt” i bassinet. Torsdag aften skal han forsøge at vinde en medalje i 200 meter butterfly.
BERLIN
Der er ikke godt for ens selvforståelse at stå ved siden af Viktor Bromer. Han er nærmest bygget som en tegneseriesuperhelt med sine markerede muskler og lange overkrop. Og måske bliver han i fremtiden en slags superhelt, der redder dansk herresvømning fra dens plads i skyggen af de kvindelige svømmere.
Første svømmetag mod det kan blive taget ved EM i Berlin, hvor den 21-årige dansker skal i finalen i 200 meter butterfly torsdag aften.
»Jeg er bevidst om, at dansk herresvømning har behov for at rejse sig, og at jeg sikkert er en vigtig brik i det spil. Men jeg prøver ikke at tænke for meget på det og lade det stige mig til hovedet,« siger den 21-årige svømmer.
Rekord er ikke nok
Det er den indledende kvalifikation i 200 meter bryst ved EM i Berlin. Der er store forventninger til den unge mand på bane 4. Viktor Bromer varmer sin store armslængde op og gør sig klar til at springe i vandet.
Ved DM i 2013 slog han en 26 år gammel dansk rekord på 200 meter fly, mens han året før vandt EM-sølv på kortbane i Chartres. Og for lidt over en måned siden gjorde han sit navn endnu mere interessant før årets EM, da han slog den nordiske rekord i 200 meter butterfly.
Hvis jeg ikke får en medalje ved det her EM, så sker det ved næste EM, eller næste VM, eller turneringen efter.
Da han kommer i mål ved den indledende kvalifikation i Berlin, er både 1.55.43 minutter og den gamle nordiske rekord fortid. Alligevel er han ikke helt tilfreds.
»Det kan stadig blive meget bedre,« siger han.
Ifølge hans træner i Aalborg Svømmeklub, Eyleifur Jóhannesson, er det bl.a. den drivkraft, der gør Viktor Bromer god.
»Han er altid en af dem, der arbejder allerhårdest. Han vil gøre alt for at blive bedre, hvad enten det er i forhold til træning, kost eller andre ting,« siger han.
Kandidat til OL-finale
Selv stor dedikation kan blive en ulempe, hvis det tager overhånd. Derfor har træneren fokus på, at den hårdtarbejdende svømmer finder den rette balance.
»Specielt for de mandlige svømmere kan det nogle gange blive forceret, når de virkelig skal præstere. Viktor skal holde fokus på også at have det sjovt. Han er en meget social type, og hvis han holder fast i det, så kommer resultaterne. Jeg kan godt se ham som en kandidat til en OL-finale i fremtiden,« siger Eyleifur Jóhannesson.
Foreløbigt gælder det dog torsdagens finale ved EM i Berlin, efter at danskeren i fornem stil kvalificerede sig videre fra semifinalen med den bedste tid ud af alle svømmerne på disciplinen. Selv vil Viktor Bromer ikke ud med hans ambition for finalen. Til gengæld er målet for fremtiden klar.
»Hvis jeg ikke får en medalje ved det her EM, så sker det ved næste EM, eller næste VM, eller turneringen efter. Jeg er sikker på, at det nok skal komme på et tidspunkt,« siger han.