»Jeg venter på at blive sluppet løs«

Indebrændt: Intet kunne ifølge Nicklas Bendtner være længere fra virkeligheden end billedet af ham som partyboy blandt eliten, og dette image skader karrieren. Bendtner kan ikke vente på at komme til en ny klub.

Artiklens øverste billede
Nicklas Bendtner har slået sig ned i det nordlige London. Bygningerne har tidligere rummet en drenge skole og senere et universitet. I dag er det et velbevogtet lejlighedskompleks. Foto: Gregers Tycho

LONDON

Bygningerne omkring det er 150 år gamle. Engang drengeskole og senere universitet. Nu mondæne lejligheder. De er blevet brugt til at filme Harry Potter og Indiana Jones, og fra et af eventyrvinduerne kigger den danske angriber flygtigt ud og forsvinder igen. Som et billede, der rummer essensen af den historie, Nicklas Bendtner denne dag fortæller Jyllands-Posten fra sig hjem. En mand, der går rundt i sin lejlighed og blot venter på at blive sluppet løs.

Bentley og Mercedes er parkeret udenfor. Et stort grønt område, hegn samt en mistænksom vagt holder uvedkommende væk. Med andre ord er facaden, som den vi kender om kendissen Nicklas Bendtner.

Mit selvværd og min selvtillid som fodboldspiller har ikke ændret sig, men det er der ikke mange, som ved, da det eneste billede af mig handler om fest.

Nicklas Bendtner

Rig, jetset og med afstand. Party-uartig. ”Jeg har det luksus”.

Men sådan er det ikke ifølge fodboldspilleren Bendtner.

»Det eneste billede, I laver af mig, handler om fest. At jeg er fuldstændig ligeglad med fodbold, og det er så forkert en udgave af virkeligheden, som det overhovedet kan være.«

Folk tror, jeg er psykopat

Denne dag tager han sig tid.

Til blandt meget andet endnu et forsøg på at forklare folk, at han ikke er, som de tror, men han engang måske var. Imaget handler om denne hurtige makker med fart på alt muligt andet end fodbold. Penge. Kroner. Dem kunne Bendtner ifølge egne ord have fået 70.000 af, hvis han havde solgt et interview af denne slags til en engelsk avis. Nu fik han ingenting, men han forklarer alligevel. Ikke mindst fordi imaget påvirker hans fodboldkarriere.

»Jeg har eksempelvis snakket med klubber, der siger, at de har hørt den, den og den historie om mig. Så må jeg fortælle dem, at ingen af dem passer. Af alt det, jeg bliver sat i forbindelse med, har jeg kun gjort én ting forkert. Det var det i København,« siger Nicklas Bendtner med henvisning til spirituskørslen og den efterfølgende dom for et år siden.

Nicklas Bendtner taler med klubber i mange lande om en fortsættelse af karrieren, når kontrakten med Arsenal udløber i år. Foto: Gregers Tycho

Man fornemmer, at det påvirker Nicklas Bendtner. Ikke til daglig, men i momenter, når imaget bliver spidsbelastet. Samtalen handler på dette tidspunkt egentlig om hans fremtidige fodboldkarriere.

Efter et skadesplaget år i Juventus og en svær sæson i Arsenal er Nicklas Bendtner ifølge ham selv i disse dage i forhandlinger med klubber fra hele Europa om sin klubfremtid.

Alligevel skal man ikke trykke på mange knapper, før det hele pludselig handler om Bendtner som kendis, og så fornemmer man, at Bendtner er træt.

Trukket sig tilbage

Så træt af det image og kampen imod det, at det er årsagen til, at han nærmest har trukket sig helt tilbage i sig selv fra medierne. Han har ikke lavet mange interviews de seneste snart to år.

»Jeg føler, at jeg mange gange har forsøgt at forsvare mig selv over for det image, jeg har fået. At give det rigtige billede af, hvad der er sket. Det er jeg nu blevet træt af, og derfor har jeg taget den konsekvens, at jeg ikke har lyst til at snakke med medierne. Uanset hvad jeg gør eller siger, vil de hele tiden forsøge at lave et billede af mig, som ikke passer.«

Bidrager du ikke selv til billedet? Der bliver flere gange taget billeder af dig meget sent om natten uden for en eller anden tvivlsom natklub. Er alt det ikke endnu et lag til billedet af dig som denne hule charlatan i jetsetmiljøet?

»Jeg har jo oprettet en velgørenhedsfond, og det bliver ikke fortalt, hvis jeg laver noget velgørenhed. Omvendt bliver der pludselig skrevet om, at jeg er til en prisuddeling og bagefter på natklub, og hvad jeg laver der. Jeg var ikke med til kampen om dagen, og jeg skulle ikke træne dagen efter, fordi jeg havde knæproblemer. Hvis jeg skulle til træning dagen efter, kan jeg godt forstå, at jeg ikke skulle være ude til sent på natten.«

Alt dette var egentlig ikke interessant i et fodboldinterview med Nicklas Bendtner, hvis ikke det var, fordi det påvirkede karrieren og de fremtidige klubmuligheder.

»Meget fungerer via anbefalinger og netværk. Billedet af mig bliver jo aldrig positivt, hvis klubber snakker med folk, som kender mig for et negativt image. Folk siger, at jeg er en sød fyr og en god dreng, men der har jo været disse ting i aviserne. Jeg ved ikke, hvor meget der er sandt eller falsk. Allerede ved at sige det, bliver der tvivl om mig.«

Den slags er noget rod for Nicklas Bendtner, fodboldspilleren. Idrætsudøveren med så stort et talent, at man både smilede og troede på ham, da han som teenager sagde, at han ville være en af verdens bedste fodboldspillere. Et talent han ikke har kunnet vise meget af siden EM i 2012. Skade på skade og en svær situation uden perspektiv i Arsenal har sendt ham på tribune eller bænk.

Vil stadig nå toppen

Det har dog hverken ændret selvværd eller selvtillid. For som Bendtner siger:

»Hvis du er i en branche, vil du vel nå toppen. Du vil jo gerne score 30 mål, hvis du har lavet 20.«

»Jeg holder stadigvæk fast i det, men jeg har bare ikke spillet kampene. Det har ikke gjort andet ved mit selvværd, end at jeg ikke kan vente til, at jeg får et ”break”. En mulighed. Jeg venter bare på at blive sluppet løs. Derfor er jeg også ligeglad med alt andet. Jeg vil bare spille fodbold.«

Er du indebrændt?

»Ja, det kan man nok godt kalde det. Jeg føler ikke, at jeg har haft en helt fair chance.«

Har Arsenal behandlet dig retfærdigt?

»Både og. Der har været episoder, hvor jeg føler, at jeg burde have spillet mere, og der har været episoder, hvor jeg ikke har været helt retfærdig over for klubben. Som yngre har jeg måske til tider ikke været så professionel, som jeg burde være og nu er.«

På hvilken måde?

»Som ung spiller bliver du af og til fristet af en tilværelse uden for banen, som du hurtigt kan blive fanget af i forhold til det, der reelt kun burde foregå på banen.«

Man kunne da finde på at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man kan undgå at tvivle på sig selv efter to år med bump på bump. Kampe, skade, spiritusdom, lidt flere kampe og så en skade. Overhalet af Olivier Giroud og Yaya Sanogo i Arsenal. Nicklas Bendtner forklarer:

»Mit selvværd og min selvtillid som fodboldspiller har ikke ændret sig, men det er der ikke mange, som ved, da det eneste billede af mig handler om fest. At jeg er fuldstændig ligeglad med fodbold, og det er så forkert en udgave af virkeligheden, som det overhovedet kan være. Når jeg finder min rigtige klub, er jeg sikker på, at det hele nok skal gå i sig selv, hvis der ikke kommer flere skader. 7-9-13,« siger han.

10 år i England har sat sig på stemmen. Amagerdialekten er fortsat udtalt, men en chance i karrieren bliver til et »break«. Forhastede beslutninger til »at sætte vind over vejr«. Sådan er det vel, når man spiller i Arsenal, fra man er 16 år. Stod det til Bendtner, var det heller ikke tilfældet. Så havde han været væk fra Arsenal i sommeren 2013. Nu bliver det helt sikkert efter denne sæson, da kontrakten udløber.

»Jeg glæder mig, rigtigt, rigtigt meget. Jeg er klar til et nyt kapitel. Til noget helt andet. En frisk begyndelse. Ingen holdkammerater, som jeg kender eller kender mig, og klubben kender mig ikke. Derfor har den ikke de der stereotype forestillinger om mig,« siger han med henvisning til alt det, vi allerede har været inde på.

Det store spørgsmål i den sammenhæng er, hvor store Bendtners muligheder reelt er, men han er allerede i fuld gang:

»Jeg taler med klubber i næsten alle lande.«

En overraskende melding i en fodboldverden, der handler om fart og øjebliksbilleder. To år næsten uden mål er lang tid for en angriber, der nu er 26 år. Er han blevet glemt?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg taler med rimeligt store klubber, men jeg vil ikke tage til en kæmpe klub og gennemgå det samme som nu, blot fordi jeg får en god løn. Det gider jeg ikke. Jeg vil meget hellere tage en klub, der er tæt på Champions League som nummer 5-8 i sin liga, hvor jeg ved, at jeg spiller fast.«

Nu gælder det landsholdet. Onsdag spiller Danmark mod England. En chance for Bendtner til at vise, at de tager fejl, englænderne. At han er så meget andet og fortjener bedre end computermanipulerede billeder af sig selv iført en sjov hat. Eller en hånlig Facebook-gruppe kaldet ”Lord Bendtner”.

»Det ville være en fantastisk mulighed, hvis jeg havde været helt på toppen, skarp og med masse af spilletid. Situationen er anderledes. Det er lidt påtaget at forvente, at jeg præsterer med det samme. Det er ikke sådan, at jeg ser det.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.