Sorgløse Eggert smiler igen

Portræt: For få dage siden troede Anders Eggert, at han havde mistet det største i karrieren. Nu er han publikumsfavorit i EM-finalen.

Artiklens øverste billede
Anders Eggert var langt nede, da de første kampe ved EM blev spillet uden ham. Men det lykkedes ham til publikums store jubel at blive klar. Foto: Lars Krabbe

Der findes faktisk mennesker på denne jord, der har oplevet Anders Eggert andet end glad.

Her til lands er han blevet kendt som den evigt smilende fyr, der fra venstre fløj leger håndbold, som Michala Petri spiller blokfløjte.

Den seneste måned har den 31-årige aarhusianer måttet hive både den tænksomme og følsomme side frem i sig selv.

Men lad os begynde en aften i marts i 2009 i Skjern Bank Arena. Bare for at vise, at Anders Eggert både indeholder temperament og vrede.

Hans daværende hold, Skjern, havde lige spillet en rædselskamp i slutspillet og tabt til et svækket BSV-hold. Straks efter slutfløjtet søgte Anders Eggert mod hallens udgang. Ingen omklædning, ingen træningsdragt, ingenting. Bare hurtige, beslutsomme skridt ud af hallen, forbi tilskuerne, hen over parkeringspladsen og derefter to kilometer hjem til sin lejlighed. Kun iført spilletrøje, shorts, sokker, håndboldsko og harpiks på fingrene.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt han var vred eller skuffet. Men da så de daværende holdkammeraterne i Skjern en side, som landsholdspillerne i de seneste uger også har oplevet.

Anders Eggert har ikke været vred eller skuffet. Han har været mere frustreret end nogensinde. Den lægskade, som tvang ham af banen den 26. december var tæt på at koste ham deltagelsen i karrierens største opgave i Herning.

»Han var der henne, hvor han ikke troede på, at han kom i kamp,« siger Henrik Møllgaard.

Han havde sidste år Anders Eggert som værelseskammerat i Thomas Mogensens frivillige fravær. Nu er det igen vennen fra Flensburg/Handewitt, der har delt tandkrus med Eggert siden den 27. december.

Småt med jokes

»Det har været en voldsomt præget mand, der har sovet ved siden af mig. Det er ikke tit, man oplever Anders Eggert frustreret. Han er altid fuld af godt humør og den, der hiver os andre op. Nu var det ham, der var nede, og det er ganske utroligt, at man skal sige om Anders, at han har været stille. Men det var virkelig småt med jokes i de par uger,« genfortæller Thomas Mogensen.

Man skal ikke underkende det charmerende smil. Anders kan godt blive stædig og sur. Han har bare ikke så mange kilo at udtrykke det med.

Thomas Mogensen, landsholdsspiller

Frem til hans EM-premiere den 18. januar mødte man på pressemøderne en fåmælt Eggert. Imødekommende, men lægskaden havde pillet et par batterier ud af speed-snakkeren.

Lørdag stod han med udsigt til en EM-finale og historien om mareridtet, der endte i en drøm, var perfekt. Den skulle fortælles, og det må Duracell-Eggert hellere selv gøre. Det bliver lidt langt, men sådan er det, når Anders Eggert får ordet:

»Jeg har næsten glemt, hvordan det egentlig har været. Det er surrealistisk at tænke et par uger tilbage. 26. december fik jeg en meget lille skade og skulle bare lige sidde over ved træningen dagen efter. Pludselig blev det nytår, og så kunne jeg ikke løbe til Golden League i Paris. Så rejste jeg hjem, og skaden blev værre, og pludselig var det tvivlsomt, om jeg overhovedet kom ind i turneringen. Jeg sad nogle kampe på tribunen, og så blev det tvivlsomt, om det kunne betale sig at prøve at behandle den. Og så spillede jeg to kampe, hvor jeg godt kunne mærke, at det var presset med læggen. Så kom Island-kampen i onsdags, hvor jeg kunne løbe igennem, og nu skal jeg spille EM-finale uden at have nogen form for problemer. Det har været et vanvittigt forløb. Ikke mindst oppe i mit hoved.«

Uden for fællesskabet

Det har naget Eggert, at han er gået glip af så meget socialt ved EM. Konstant har han været til behandling eller på vej til undersøgelser i andre byer. Når de andre grinede og pjattede, sad førerhunden i den slags gøgl på sundhedsstabens værelse med et apparat tapet til læggen.

Ventetiden og uvisheden har flået i Anders Eggerts flid og stædighed. Der skal helst ske noget hele tiden. Som da han en dag som Skjern-spiller havde smidt samtlige sine personlige papirer ind i excel-ark og stadig kedede sig. Så gik han ned på kontoret i Skjern Håndbold og spurgte, om de ikke havde noget, han kunne hjælpe med. Kort efter sad holdets største stjerne og proppede sæsonkort i kuverter.

Stædigheden åd ham op, da han og håndboldvennen Pelle Larsen en dag havde væddet om prisen på Dankort-gebyr. Eggert ringede til sin bankmand privat hen på aftenen og tabte væddemålet, hvorefter han måtte agere butler i en hel dag.

»Man skal ikke underkende det charmerende smil. Anders kan godt blive stædig og sur. Han har bare ikke så mange kilo at udtrykke det med,« griner Thomas Mogensen.

Alle på holdet under ikke bare Anders Eggert at vinde kampen mod læggen og få del i gåsehuds-festen i Boxen. De forstår den store varme, der er skyllet fra lægterne og ned mod troldmanden.

Men det kom bag på dem alle, da et af EM’s største brøl lød forrige lørdag, da Eggert kom på banen for at skyde sit første straffekast i turneringen. Under opvarmningen blev hans forestående debut ved EM annonceret, hvilket blev noteret højlydt blandt publikum. Under selve præstationen stod det også hurtigt klart, at en publikumsfavorit havde indfundet sig. Men så kom straffekastet.

»Normalt hører man ikke folks jubel, når først kampen er i gang. Men den, der kom, da jeg skulle straffe, dén hørte jeg godt,« forsikrer Anders Eggert.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.