Tiger Woods i strid med spansk golfstjerne
Tiger Woods og Sergio Garcia har udvekslet spydigheder siden The Players Championship.
Årets udgave af PGA-turneringen Players Championship blev vundet af golfens genopstandne superstjerne Tiger Woods.
Jeg har ikke hans nummer, og selv hvis jeg havde, ville jeg ikke ringe alligevel.Sergio Garcia, golfspiller
Woods vandt forholdsvis komfortabelt med to slag ned til blandt andre svenskeren David Lingmerth, men uden for banen har han efter turneringen mødt modstand fra en anden af sine europæiske rivaler.
Siden turneringens tredje runde har Tiger Woods således udvekslet spydigheder og fornærmelser med den spanske stjerne Sergio Garcia, og det ser ikke ud til, at de to rivaler bliver gode venner i den nærmeste fremtid.
"Han er ikke den, jeg bedst kan lide at spille med. Han er ikke just den flinkeste fyr på touren, og vi kan tydeligvis ikke lide hinanden. Men det er okay, for jeg har ikke brug for at have ham som ven for at være glad," sagde Sergio Garcia ifølge BBC forud for weekendens BMW PGA Championship.
Bevidst brug af publikum
Striden mellem Woods og Garcia startede på andet hul i tredje runde Players Championship tidligere på måneden. Her mente spanieren, at Woods med vilje distraherede ham midt i et slag, hvilket kostede ham føringen i turneringen, da slaget kostede en bogey på hullet.
Ifølge Garcia trak Tiger et femjern op af sin taske midt i spanierens tilbagesving, hvilket fik publikum til at bryde ud i et jubelbrøl, der ødelagde både koncentration og præcision for Sergio Garcia.
"Det overrasker mig ikke, at han klager over et eller andet," sagde Woods efter turneringen som svar på Garcias irritation. Amerikaneren påstod efterfølgende, at han havde fået lov af turneringsarrangørerne til at tage sin kølle op af tasken, men det har siden vist sig at være forkert.
Racistisk fortalelse
Løgnen faldt ikke i god jord hos Garcia, som straks hældte mere brænde på bålet, da han talte med golfsiden golf.com.
"Han kaldte mig en klynker, og det har han sikkert ret i. Men det er formentligt også det eneste sande, han har sagt de sidste 15 år. Jeg ved, hvordan han er. Det er I først ved at finde ud af nu," sagde Garcia til pressen tirsdag.
Den spanske golfstjerne kom senere på dagen til at gå et skridt for langt i sine spydigheder, da han spøgefuldt sagde, at han ville servere "fried chicken" for Tiger Woods. Den ret sættes i USA ofte i forbindelse med landets sorte befolkning, og derfor har Garcia efterfølgende måtte undskylde kommentaren onsdag.
Ringer ikke til hinanden
De to golfstjerner er dog begge klare i mælet, når det kommer til at begrave stridsøksen. Det er der nemlig ingen af de to, der har tænkte sig.
"Jeg har ikke hans nummer, og selv hvis jeg havde, ville jeg ikke ringe alligevel," sagde Garcia tirsdag. Da Tiger Woods blev spurgt, om han ville ringe til sin spanske kollega, var svaret endnu kortere.
"Nej," var det klare svar fra den amerikanske superstjerne.