Dopingskandale har ramt storindustri
Hestesporten i Storbritannien genererer årligt for 30 mia. kr., men en dopingskandale har ramt væddeløbene.
Det er ikke kun Ben Johnson, der har fået rigeligt med medikamenter for at kunne løbere hurtigere.
I Storbritannien er 11 heste blevet testet positive for brug af anabolske steroider, og misbruget betragtes som overfladevand på et kæmpehav.
Det er Godolphin-stalden med omkring 250 væddeløbsheste, der er blevet taget i at dope hestene.
45 dopingtests
I alt er 15 heste fra Godolphin blevet suspenderet, efter at 45 heste blev testet.
Dopingskandalen har kostet træner Mahmood al-Zarooni otte års karantæne for sporten.
Dommen blev langet ud af British Horseracing Authority (BHA) kort efter, at hestene blev testet positive.
Al-Zarooni mener, at de positive dopingtests beror på en forkert forståelse af regelsættet inden for hestevæddeløb.
Tilladt i Dubai
I Dubai er det nemlig tilladt at bruge visse dopingstoffer, så længe at hestene ikke testes positive i løbsperioder.
»Jeg accepterer, at det var mit ansvar at være opmærksom på reglerne om brug af forbudte stoffer i Storbritannien. Jeg kan kun undskylde. Jeg har lavet en katastrofal fejl,« sagde Mahmood al-Zarooni, der med sine heste har sejret 192 gange.
Godolphin er ejet af Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum – Sheikh Mohammed i kort form. Han er premierminister i De Forende Arabiske Emirater, og hans olieforede pengepung har kastet store summer efter Godolphin-stalden. Familien menes at være omkring 24 mia. kr. værd.
På trods af at de 15 heste tilsammen "kun" har hentet en vindersum på knap 12 mio. kr., så skal tallet ses i en større sammenhæng.
Hestevæddeløbene er en industri, der ifølge en rapport fra Deloitte i 2008 alene i Storbritannien generede en omsætning 30 mia. kr., hvor der er omkring 100.000 ansatte i industrien i alt fra stalde til betting.
»Jeg var rystet og vred, da jeg hørte, at en af vores stalde i Newmarket har overtrådt Godolphins etiske normer. Jeg har været i britisk hestevæddeløb i 30 år og har dyb respekt for traditioner og regler. Der kan ikke være nogen undskyldning,« sagde Sheikh Mahmood efter afsløringen.
400 heste fragtes
Han fragter årligt 400 heste frem og tilbage mellem Dubai og Storbritannien, sådan at disse hele tiden har de mest optimale betingelser.
BHA har fået kritik for måden, hvorpå Al-Zarooni blev suspenderet på. Allerede tre dage efter de positive dopingprøver modtog Al-Zarooni sin dom.
I britisk presse mener man at vide, at op mod 100 heste er mistænkte for at være dopede.
At dette er den største skandale i hestesporten, kan ses ud fra en kommentators udtalelse til The Economist, hvor han sammenlignede chokket over Al-Zaroonis lægeleg med, hvor stort et chok det ville være, hvis den britiske dronning blev taget i at tage heroin.