Fodbold: Pokerspil om Gravesen

Thomas Gravesens drømmekontrakt med Real Madrid er i stor fare, fordi Everton tilsyneladende vil presse den spanske storklub til det yderste.

Et af de mange pokerspil i den internationale fodboldindustri kan forhindre den danske landsholdsspiller, Thomas Gravesens, største oplevelse i hans fodboldkarriere.

I Liverpool trænede en frustreret Thomas Gravesen torsdag med hos klubkammeraterne i Everton, mens hans danske rådgiver, John Sivebæk, sad hjemme i Vejle og ventede på positivt nyt ved telefonen.

Dagen forinden havde John Sivebæk, der kender til maskespillet fra sin egen karriere i bl.a. Manchester United, forhandlet sig frem til en fire-årig kontrakt med Real Madrid for Thomas Gravesen.

Forudsætningen fra spansk side var, at man var i stand til at forhandle sig til rette med Everton om en øjeblikkelig transfer, fordi Real Madrid akut har brug for Thomas Gravesen, der ellers vil være transferfri til sommer.

»Men det ser ud til, at Everton ikke vil sælge her og nu. Det er i hvert fald den opfattelse, man kan få ved at se reaktionerne, der er refereret på klubbens egen hjemmeside,« siger John Sivebæk, der dog ikke er blind for det taktiske spil.

»Måske er det i første omgang et spil for galleriet, for der er selvfølgelig megen taktik forbundet med den slags forhandlinger,« siger Sivebæk, der i Madrid førte forhandlinger med Real-præsidenten, Florentino Perez.

Foruden prestigen ved at skifte til Real Madrid vil Thomas Gravesen ifølge spanske kilder formentlig kunne tre-firedoble sin gage, så årslønnen kommer op på den rigtige side af 20 mio. kr.

For en transfer her og nu har Real Madrid henvendt sig til Everton med et bud på 22-23 mio. kr. for danskeren, men såvel manager David Moyes som formand Keith Wyness afviser både kontakt og tilbud.

»Vi har ikke haft kontakt med Real Madrid eller andre klubber om Gravesen, og jeg vil gerne understrege, at vi vil være afvisende, hvis vi fik en henvendelse af den karakter,« siger David Moyes.

Den udlægning af de aktuelle begivenheder kan John Sivebæk ikke genkende.

»Jeg er vidende om, at Everton har modtaget en henvendelse fra Real Madrid, men vi kan jo ikke forhindre dem i at udmelde noget andet,« siger John Sivebæk, der naturligvis vil respektere det, hvis Everton ikke vil sælge Gravesen her og nu.

Aldrig i tvivl

»Thomas Gravesen har aldrig været i tvivl om, hvor opsatte vi er på at beholde ham i Everton. Da jeg kom til klubben sidste år, tog jeg et personligt møde med Gravesen for at sikre mig, at han var 100 pct. klar over, at klubben til enhver tid var klar til at forhandle kontraktforlængelse,« siger formanden Keith Wyness til klubbens hjemmeside.

Med Real Madrids udspil, der er bekræftet af vicepræsidenten, Emilio Butragueno, har både Real Madrid og Everton lagt et stort pres på den 28-årige Everton-spiller, der var begyndt at glæde sig til et historisk klubskifte med udsigt til at blive den kun tredje dansker i verdens mest vindende klub efter Michael Laudrup og Henning Jensen.

Thomas Gravesen vil internt i klubben og i samtaler med manager David Moyes tale sin sag for et hurtigt klubskifte samtidig med, at han respekterer klubbens ret til at holde ham sæsonen ud.

Evertons og David Moyes' dilemma fremstår også ganske tydeligt. Efter et salg af teenagestjernen Wayne Rooney til Manchester United før sæsonen har specielt Thomas Gravesen profileret sig som en drivende kraft med stor andel i den overraskende topplacering.

Everton skal nu vurdere, om en transfer på 22-30 mio. kr. her og nu for Gravesen vil være bedre end nul kroner og en Gravesen, der i forårets løb kan være med til at spille klubben i Champions League med chance for at indspille over 100 mio. kr. i næste sæson.

Men risikoen er også til at få øje på: Hvor motiveret kan en spiller være de næste fire måneder, hvis en arbejdsgiver netop har spændt ben for karrierens største skridt?

frits.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.