Amerikansk fodbold: Vikings sat på spidsen
Minnesota Vikings kan i sæsonens sidste kamp spille sig i slutspillet med en sejr over allerede eliminerede Washington.
Minnesotas coach Mike Tice havde den store fiasko-økse fremme efter sidste runde i NFL.
Divisionstitlen blev nærmest givet til Green Bay Packers, da konkurrenterne lavede 10 point i de sidste minutter og vandt med 34-31, og træneren for Morten Andersens tropper kunne dermed svinge et af sæsonens hovedmål væk fra succes-blokken.
I aften kan redskabet komme til at kløve igen, da Minnesota Vikings med et nederlag i sæsonens sidste kamp kan misse det eftertragtede slutspil. Mike Tice får i hvert fald ingen problemer med at motivere sine hjelme på banen.
»Jeg behøver ikke at sælge noget som helst. Spillerne ved, at hvis de vinder den sidste kamp, så er de med i playoffs,« siger træneren, der netop har forlænget sin kontrakt med klubben.
Vikingerne skal på togt hos Washington Redskins i aften, og det taler til udeholdets fordel, at værterne intet har at spille for. Washington er nemlig ligesom Kansas City, Detroit og Tennessee blandt de 15 NFL-hold, der ikke kan nå med i slutspillet. Men selv med et nederlag kan Morten Andersen få lov til at sparke, når der er "Wild-Card Weekend" den 8. og 9. januar. Det kræver dog, at enten Carolina Panthers eller St. Louis Rams taber sine kampe, hvilket ikke er usandsynligt, da begge mandskaber skal op mod hold, der skal vinde for at komme videre.
Formdyk
I Minnesota-lejren ønsker man dog ikke at spekulere alt for meget i mulighederne ved et nederlag. Holdet vandt fem af de første seks kampe i år og skal bare finde tilbage til samme styrke, som klubben viste i begyndelsen af efteråret. Dengang var Daunte Culpepper og Randy Moss et drømmematch, men formkurven for holdet er dykket hver gang, slutspillet har nærmet sig de senere år. Ligesom mod Green Bay så har holdet tre gange i indeværende sæson ladet modstanderne vinde i kampens sidste minutter.
»Det er ikke et spørgsmål om talent eller indsats. Det handler om at fuldføre opgaven,« siger Minnesotas center Matt Birk.