Håndbold: Lotte Kiærskou har brækket hånden
Håndboldklubben Viborg HK må undvære Lotte Kiærskou i både DM-finalerne mod Slagelse og finalen i EHF Cuppen mod ungarske Györ.
Playmakeren har igen været uheldig og har denne gang brækket sin hånd, oplyser DR Sporten og TV 2/Sporten søndag.
Kiærskou pådrog sig skaden i lørdagens semifinalekamp mod Nordstrand, da hun faldt uheldigt ned på sin venstre hånd. Undersøgelser har vist to brud, og Kiærskou fik sent i aftes hånden lagt i gips.
Frygtede det værste
"Jeg vidste med det samme, at der var noget galt. Jeg håbede, det bare var en ledkapsel, så jeg kunne fortsætte, nu hvor det er rigtig sjovt, men jeg frygtede, at hånden var brækket," siger Lotte Kiærskou.
Der venter hende nu en pause på fire til fem uger - og muligvis en operation af et led, men det får hun først besked på mandag.
"Det er irriterende, at jeg nu må gå glip af både DM-finalerne og EHF Cup-finalen, men heldigvis nåede jeg da at være med til at vinde pokalfinalen," siger Kiærskou, der har haft en uheldig tendens til at blive skadet i forbindelse med de helt store begivenheder. Således gik hun glip af både EM og VM.
Lotte Kiærskou tror dog ikke, at skaden får indflydelse på forberedelserne til sommerens OL. Viborg vandt i øvrigt den anden semifinale mod Nordstrand med 31-24 og går videre til finalen med en samlet seksmålssejr.
/ritzau/