Købmandskabet afslører formatet

De fattige klubber hænger fast i den onde spiral, mens de rige klubber som eksempelvis Brøndby kan agere offensivt på markedet.

Glem det bare, når en træner med en slidt cliché forsøger at bilde både sig selv og omgivelserne ind, at "kampen skal afgøres på banen".

Forskellen mellem storhed, middelmådighed og den rene elendighed afgøres netop ikke på banen, men på direktionsgangen, hvor fundamentet til den sportslige udvikling støbes.

Man skal ikke kigge ret længe ind gennem vinterens transfervindue på fodboldmarkedet for at konstatere, at de fattige klubber hænger fast i en ond spiral, mens de rige som eksempelvis Brøndby kan agere offensivt eller tilbagelænet på markedet - alt afhængig af den klogeste taktik.

Hvor mange danske fodboldledere vil have tilstrækkeligt med is i maven til at presse de regerende Champions League-vindere fra Liverpool op i en transfersum på 63 mio. kr. for et dansk forsvarstalent, der knap er tør bag ørerne?

»Der er flere klubber fra Premier League på banen,« konstaterede Brøndby-direktør Per Bjerregaard iskoldt for en uge siden.

Det bliver aldrig opklaret, om Bjerregaard talte sandt. Det er også uden betydning, for straks slog Liverpools ledelse til og opfyldte Bjerregaards krav for Daniel Agger - en rekordsum for en dansk spiller til udlandet.

Omkostningerne i den forbindelse er til at overse, for selv om Brøndby ifølge FIFA-reglerne skal sende penge nedad i systemet til fødeklubber, så begrænser investeringen sig til fodboldmæssig knofedt i klubbens talentudvikling.

At Per Bjerregaard varmede op til rekordhandlen ved at sælge angriberen Morten Skoubo for 18,5 mio. kr. til spanske Real Sociedad, betyder i første omgang samlet 80 mio. kr. i kassen.

I næste fase skal klubben naturligvis investere for at fylde hullerne ud, det blev hurtigt gjort med købet af Morten Rasmussen, og det er ulig lettere at bevæge sig ud på markedet med en spækket tegnebog, end blot at reagere på de tilfældige tilbud, der ligger inden for en begrænset økonomisk formåen.

Per Bjerregaard har dansk rekord i købmandskab på fodboldmarkedet, udviklet over et kvart århundredes erfaring som klubleder med næse for sportsligt talent, mens det ikke altid er gået godt, når det drejer sig om de rent erhvervsmæssige investeringer.

Klubben overlevede akkurat en stor stadionudbygning og investerede tre-fire mio. kr. i Skoubo, der nu indbringer det femdobbelte.

FCK's chancer øget

I samme investeringsklasse - formentlig lidt højere - lå svenskeren Johan Elmander, der lige som Skoubo har fået sit gennembrud i Brøndby og nu formentlig kan sælges videre til sommer for 30-40 mio. kr.

Så gode handler laves ikke uden sportslige omkostninger med det resultat, at ærkerivalerne fra FC Københavns chancer for at vinde det danske mesterskab er steget voldsomt.

Det store spørgsmål er, hvad de to salgssucceser har betydet for muligheden for at forlænge kontrakten med træner Michael Laudrup?

Har Laudrup tid og tålmodighed til at vente på udvikling af nye investeringer med chance for den attraktive europæiske succes, eller opgiver han definitivt den danske udviklingsliga for at prøve sine evner af i en europæisk storklub?

Mens vi venter på svaret, må vi konstatere, at vinterens udsalg foreløbig har været en dansk succes med ligatopscorer Mads Junker fra FC Nordsjælland til Holland og Esbjergs Jan Kristiansen til Tyskland.

Mens salget af poker-Junker for 12 mio. kr. er et lille eventyr for Farum-klubben, er vestjydens afrejse et godt eksempel på, hvordan det kan gå, når det ikke lykkes at handle, mens spilleren er på sit sportslige højdepunkt.

Jan Kristiansen burde være en 10 mio. kr.-spiller, men med tanke for, at han vil være transferfri ved kontraktudløb til sommer, skal Esbjerg prise sig lykkelig for en salgssum fra FC Nürnberg på to-tre mio. kr.

Tvunget af realiteter

AGF er et endnu bedre eksempel på en klub, der ikke styrer selv, men tvunget af de økonomiske realiteter har ladet sig styre af markedet.

De næsten 10 mio. kr. for Leon Andreasens skifte til Werder Bremen for et halvt år siden gik til storaktionær Kurt Andersen, fordi spilleren var pantsat. Med et loft i angriberen Morten Rasmussens kontrakt, indbragte han kun klubben 10 mio. kr.

I forvejen har AGF ikke salgsobjekter i spillere som svenskeren Tobias Grahn og nyindkøbte Peter Graulund, fordi de begge delvist er erhvervet gennem private investeringer.

Klubberne skal simpelthen blive bedre til at tænke og handle langsigtet, hvis de lige som Brøndby skal score kassen og gøre sig fri af tvangssalg og bundne investeringer.

Nicolai Stockholms bebudede transferfrie afgang til sommer fra OB til den norske klub Viking Stavanger er et andet udtryk for danske klubbers afmagt, mens AaB's kontraktforlængelse med stortalentet Rasmus Würtz til gengæld vidner om, at det lader sig gøre for andre end Brøndby at disponere klogt og heldigt på markedet.

frits.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen